Vi har som nation haft en tradition for at bygge boliger af høj kvalitet, hvor dyder som funktionalitet, dagslys, materialer, variation og rumlige oplevelser har haft høj prioritet. Boliger, der i kraft af deres holdbarhed, har været vigtige bidrag til den kulturarv og de bymiljøer, der omgiver os.

Den boligproduktion, vi har set gennem de sidste 10 år, har været præget af en hastighed og en forarmelse, som kritikere mener vil kunne true bymiljøerne på sigt, fordi de ofte er bygget over samme skabelon med ensartede planløsninger, facadeudtryk og materialevalg.

Det er som om, at de boligområder og den individuelle bolig, der tidligere var vigtige bidrag til vores kulturhistorie er forsvundet mellem hænderne på os. Vi har glemt at spørge, hvorfor vores boliger skal være ens, når vi selv er forskellige?

Spørgsmålet er, hvordan løfter vi os videre?

Jeg tror på, at fremtidens boliger skal have fokus på, hvordan vi opfører og bruger det byggede, hvordan det er at leve i og ikke mindst give plads til det individuelle.

Jeg kan konstatere, at vi som boligforbrugerne har været passive og har købt det, der kom på markedet. Men jeg er overbevist om, at langt de fleste ønsker at købe et produkt der i højere grad er tilpasset den enkelte families behov. Jeg kan ligeledes konstatere, at byggeindustrien ikke af sig selv er risikovillige nok til at omsætte det, industrien kan, til et mere forskelligartet boligudbud.

Det ser ud til, at vi lige nu har en enestående chance for at redefinere det grundlag, vi står på. Mens 2030-mål og corona maner til refleksion og minder os om effekten af at stå sammen, har vi mulighed for at rette fokus på nye måder at bo og leve sammen på. Samtidig ser vi lige nu store udladninger af samfundssind, hvor store pengemængder bliver frigjort fra det offentlige, fra banker og fra pensionsfonde for at understøtte velfærdssamfundets beståen.

Jeg mener, tiden er inde til at stille større krav til en innovativ boligudvikling fra centralt hold. Rammevilkårene bør ændres, og der bør åbnes for en række tiltag, der understøtter forskellighed, fællesskab og nye måder at tænke og opføre boliger på.

Og jeg mener samtidig, at Boligministeren bør komme på banen og holde hånden under dem, der gør forsøget.

På et nyligt seminar om byggeri i træ blev det tydeligt, at en af barriererne for at bygge i træ ligger i risikoen for skader og byggefejl. Det betyder, at innovative bygherrer, der har mod på at skabe nye tilbud, viger tilbage, fordi risikoen er for stor.

Seminaret om træbyggeri viste et behov for at afdramatisere risikoen ved at gribe byggeriet anderledes an. Man efterlyste konkrete, gennemprøvede anvisninger på helt jordnære usikkerheder der handler om pris, byggerytme, fugt, brand og samlingsdetaljer.

Mit forslag er, at Boligministeriet – sammen med byggeriets parter - opretter en fond, der skal holde hånden under private der er med til at udvikle boligudbuddet. På samme måde som Byggeskadefonden understøtter det offentligt støttede byggeri.

Fondens primære opgave skal være at støtte tiltag, der udvikler diversitet i boligudbud og byggemetoder, og støtte det lag af ideer, som kan bringe nye kvaliteter ind i det private boligbyggeri. Fondens arbejde bør derfor munde ud i demonstrationsprojekter, der afprøver og dokumenterer alt fra boligkvalitet til byggetekniske løsninger.

Statens Kunstfond har sammen med Realdania etableret et nyt boliglaboratorium, der arbejder med at udvikle boligbyggeriet. Arbejdet er tematiseret om bæredygtighed, nye boformer, nye minimale boligtyper, deleøkonomi etc. Disse temaer kunne, sammen med alternativer til de nuværende byggemetoder, cirkulær økonomi og nye måder at organisere byggeriet på, være vigtige input til fondens fundats.

Potentialet for et nybrud er der, men hvis vi virkelig skal flytte noget, skal usikkerheden elimineres, og det gør man mest effektivt fra centralt hold.