Klumme: Den almene branche er en vigtig spiller i regeringens klimamål

Den almene boligsektor er den største boligejer i Danmark. Det forpligter, når det gælder om at bidrage til at reducere CO2-udledningen, men branchen er parat. Der skal bare mere tempo på, siger formanden for boligforeningen FSB i denne klumme.
Steen Søndergaard Thomsen, formand for boligselskabet FSB. | Foto: PR / FSB
Steen Søndergaard Thomsen, formand for boligselskabet FSB. | Foto: PR / FSB
Af Steen Søndergaard Thomsen, formand for boligselskabet FSB

I efteråret blev der vedtaget en ny klimalov, der siger, at Danmark i 2030 skal have reduceret CO2-udledningen med 70 pct. i forhold til 1990. Det betyder, at der skal tages nogle kæmpe skridt i den rigtige retning de næste 10 år.

Ca. 1 million danskere bor i almen bolig, og det gør branchen til den absolut største boligejer i Danmark. Det forpligter selvfølgelig, og derfor kommer vi til at tænke nyt og klimavenligt, ikke kun når vi bygger nye boliger, men også når vi renoverer de mange almene boliger, der står foran en renovering de kommende år. Jeg er sikker på, at den almene boligbranche vil gøre sit bedste for at sætte et aftryk, når lovgivningen skal udmøntes. Og lovgiverne kan i hvert fald ikke ignorere en så stor spiller som den almene boligbranche.

Derfor er det også godt, når FSB for eksempel deltager i en arbejdsgruppe under regeringens klimapartnerskab vedrørende bygge- og anlægssektoren. Arbejdsgruppen har blandt andet fokus på CO2 i byggematerialer og bygherrens rolle, når det gælder regeringens målsætning om reduktion af CO2 frem mod 2030.

Regeringen har dannet i alt 13 klimapartnerskaber, der repræsenterer forskellige brancher i vores samfund. De skal alle vise, hvordan man kan mindske klimaaftrykket i netop deres branche. Det er det helt rigtige at søge viden og forslag hos de, der har ekspertisen. Også i den almene sektor. Så opfordringen herfra skal lyde – bliv nu ved med det.

Den almene sektor kan i øvrigt bidrage med gode idéer, når det gælder om at spare på ressourcerne. Der tænkes grønt mange steder. Lad mig nævne et eksempel: FSB's boligafdeling Bispeparken med sine 784 lejemål etablerede allerede for en del år siden et vaskeri, hvor beboerne bruger renset regnvand til at vaske. I en gamle kulkælder står en række vandtanke, der opsamler regnvand fra tagene til genbrug i vaskeriet. Der er plads til 4000 liter vand i tankene. Det rækker til en del vasketure. Når tankene er fyldt, løber vandet videre til en regnvandssø på boligafdelingens terræn, der også skal dæmme op for eventuelle skybrud.

Der er mange andre eksempler, for det at tænke grønt er ikke fremmed for den almene branche – heller ikke for FSB. Men der skal mere turbo på og mere nytænkning til, hvis vi skal være med til at opfylde regeringens mål. Og hvad er mere oplagt end at bidrage med viden og så vidt muligt indtænke klimaet, når vi renoverer og bygger nyt fremover.

Lejer-talerør: "Befolkningen vil have klimaforbedringer, og det vil lejerne også"

Antallet af certifikater på bæredygtigt byggeri står til mere end en fordobling i år

Danskernes vilje til at øge boligudgifterne til gavn for klimaet er beskeden

Solceller skal skære 37 pct. af shoppingcenters energiforbrug

Boligejendommes værdi sendt på himmelfart med renovering og selvforsyning af energi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu