Butikskæden The Body Shop er gået konkurs

15 danske butikker er lukket i løbet af onsdagen, oplyser kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt.
Lidt mere end 90 medarbejdere i The Body Shop er blevet opsagt, oplyser kurator. | Foto: Horst Galuschka/AP/Ritzau Scanpix
Lidt mere end 90 medarbejdere i The Body Shop er blevet opsagt, oplyser kurator. | Foto: Horst Galuschka/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Butikskæden The Body Shop, som blandt andet sælger kosmetik og hudplejeprodukter, er gået konkurs i Danmark.

Det skriver B.T.

Advokat Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra advokatfirmaet Bech-Bruun er blevet indsat som kurator. Han bekræfter over for Ritzau, at selskabet bag The Body Shop er blevet taget under konkursbehandling onsdag morgen.

”De havde 15 butikker, og dem har vi brugt dagen i dag på at lukke, så vi har sikret varelageret,” siger Anders Hoffmann Kønigsfeldt.

Desuden er samtlige medarbejdere blevet opsagt. Det drejer sig om lidt over 90, oplyser kuratoren.

I Danmark er det selskabet B.S. Danmark, der har drevet butikkerne.

Ifølge B.T. findes der dog The Body Shop-butikker i Danmark, som ikke har været drevet af B.S. Danmark. Det gælder ifølge mediet blandt andet butikken i Frederiksberg Centret og i Vejle. Det er uvist, om de butikker også lukker.

Ifølge Anders Hoffmann Kønigsfeldt er konkursen sket på baggrund af en egenbegæring. Det vil sige, at det er selskabet selv, der indgiver en begæring om konkurs.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt oplyser til B.T., at den danske konkurs er en afledt effekt af, at kæden er gået konkurs i England.

Tidligere i februar skrev flere internationale medier herunder Reuters, at den britiske del af The Body Shop var gået i rekonstruktion.

En rekonstruktion er en proces, hvor man forsøger at redde en virksomhed, som har risiko for at gå konkurs.

Ifølge The Body Shops egen hjemmeside blev den første butik åbnet i 1976 i byen Brighton i det sydlige England.

I 2006 blev The Body Shop opkøbt af L’Oréal Group. Ifølge The Guardian betalte L’Oréal dengang 652 millioner pund for selskabet. Med dagens valutakurs svarer det til knap 5,7 milliarder kroner.

I 2017 solgte L’Oréal brandet videre til det brasilianske kosmetikselskab Natura & Co. Senest skiftede The Body Shop hænder i november 2023. Her var det det europæiske investeringsselskab Aurelius, som overtog det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også