Udbyder af kontorfællesskaber søger om konkursbeskyttelse

Wework, der forlod det danske marked i 2021, kan ikke fortsætte, som det er nu.
Wework trak sig fra det danske marked i 2021, men er stadig til stede som her i Oslo i Norge. | Foto: Wework
Wework trak sig fra det danske marked i 2021, men er stadig til stede som her i Oslo i Norge. | Foto: Wework
AF RITZAU

Det amerikanske selskab Wework, som udbyder kontorfællesskaber i en stor del af verden, har mandag søgt om konkursbeskyttelse i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trækket anses ifølge Reuters som en form for erkendelse af, at selskabet ikke kan overleve, medmindre Wework lykkes med at genforhandle dets dyre lejekontrakter i en konkursbehandling.

En konkursbeskyttelse har til formål at beskytte et selskab mod kreditorer, der vil have deres penge omgående, mens det omstrukturerer.

Wework blev stiftet af Adam Neumann og Miguel McKelvey i 2010 og voksede sig på kort tid ifølge mediet The Guardian til at være et af de mest værdifulde private selskaber i verden med en værdi på 47 milliarder dollar.

Det svarer til omkring 327 milliarder kroner.

Værdiansætningen blev fastslået takket være en investering på 12,8 milliarder dollar fra primært det japanske konglomerat Softbank, der i dag ejer omkring 60 procent af aktierne i selskabet.

Men forud for en mulig børsnotering i 2019 blev der rejst spørgsmål om selskabets forretningsplan, hvorefter værdien faldt betydeligt.

Kort sagt går selskabets forretningsplan ud på at leje sig ind i kontorbygninger og sælge medlemskaber til virksomheder, der er egnet til kontorfællesskaber.

Det oprindelige forsøg på en børsnotering slog fejl, hvilket førte til, at Neumann måtte forlade det selskab, han havde været med til at stifte.

Wework endte med at blive børsnoteret i 2021, men siden da er værdien af dets aktier faldet med 98 procent.

Selskabet tegnede ifølge mediet Business Review for første gang kontrakt om at leje en bygning i Danmark i 2019. Selskabet nåede dog blot at være på det danske marked i to år.

Coronapandemien, der i en længere periode tvang ansatte verden over til at arbejde hjemme, ramte desuden Wework hårdt. 

Medstifteren Neumann sagde mandag forud for tiltaget om at søge om konkursbeskyttelse, at han var skuffet over, at selskabet var sunket så dybt. 

”Jeg tror, at Wework med den rette strategi og det rette hold kan komme succesfuldt ud af en reorganisering,” lød det ifølge The Guardian.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også