Investeringer gnaver i administrators bundlinje

CEJ voksede sidste år med over 20 pct. ”Betydelige investeringer” i at udvikle virksomheden er dog ifølge adm. direktør Anne Marie Oksen forklaringen på, at resultatet falder. Det ventes ændret i år.
Anne Marie Oksen, adm. direktør hos CEJ. | Foto: PR / CEJ
Anne Marie Oksen, adm. direktør hos CEJ. | Foto: PR / CEJ

Overskuddet hos en af landets største ejendomsadministratorer, CEJ, skrumper det forgangne år med en fjerdedel, selvom omsætning og bruttofortjeneste vokser.

Det skriver CEJ i en pressemeddelelse. Det egentlige regnskab er endnu ikke offentligt tilgængeligt.

Bruttofortjenesten lød i 2022 på 116,6 mio. kr., hvilket er ensbetydende med en vækst på 23,6 pct. Bundlinjen endte med et plus på 4 mio. kr. efter skat mod 5,2 mio. kr. året forinden. Egenkapitalen lød ved nytårstid på 31,2 mio. kr. og var dermed vokset knap 4 millioner.

CEJ-topchef Anne Marie Oksen beskriver 2022 som ”et turbulent år” og erklærer sig på den baggrund tilfreds med øget kundetilgang såvel som en toplinjevækst, hvis omfang dog ikke afsløres.

”Vi har foretaget betydelige investeringer i konsolidering og udvikling af virksomheden, som medfører et lidt lavere resultat end året før. Sådan er det, når man vækster, som vi gør,” siger Anne Marie Oksen i meddelelsen.

Fra CEJ’s side fremhæver man selv den aftale, der i sommer blev indgået med Danica, og som betød, at man fra 1. oktober overtog administrationen af pensionsinvestorens mere end 100 ejendomme i primært København og Aarhus fra konkurrenten Newsec.

”Derfor har vi nu etableret et kundesegment til pensionskasser udover vores øvrige segmenter, der servicerer vores internationale kunder, som har en ejendomsportefølje i Danmark, danske investorer og foreningskunder,” fortæller Anne Marie Oksen.

CEJ-ledelsen forventer vækst på top- såvel som bundlinje i indeværende år, men sætter ikke tal på ambitionerne.

Antallet af medarbejdere hos administratoren, der har kontor i København og Aarhus, havde ved nytårstid passeret 200.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også