ISS-topchef ser accelereret vækst – drevet af tilbagevenden til kontorerne

Servicekoncernen oplever mere stabile kontrakter og stiller derfor vækstudsigter i år, der er højere end analytikerne havde regnet med.
"Vores kontrakter er typisk femårige, så vi ved, hvad vi kigger ind i," siger ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen. | Foto: Gregers Tycho
"Vores kontrakter er typisk femårige, så vi ved, hvad vi kigger ind i," siger ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen. | Foto: Gregers Tycho
AF MARKETWIRE

2022 blev for alvor året, hvor de ISS fik vendt skuden rundt efter en lang periode, hvor det danske serviceselskab har kæmpet med at komme ud af de seneste års coronaskygge og turn-around.

Det har resulteret i et overskud for året på 2136 mio. kr. - det største plus på bunden siden 2016. Væksten har i høj grad været drevet af, at folk igen er vendt tilbage til kontorerne.

”Det er først og fremmest et godkendt år og andet halvår. Væksten er accelereret i løbet af året, og vi har måtte løfte vores guidance flere gange. Vi har kun set en konstant løft af vores omsætning, og det er drevet af en række faktorer: en løbende tilbagevenden til arbejdspladsen – kun med undtagelse af Kina og Hongkong, der først er kommet tilbage nu, fint momentum drevet af den underliggende portefølje af kontrakter, og så har vi set fortsat god trend på ekstraarbejde – ombygninger, events med mere,” siger Jacob Aarup-Andersen, der er administrerende direktør i ISS, til Marketwire.

Navnlig inden for kantinedrift – Foodservice – har trenden været stærk, og ISS er nu tilbage på indeks 98 i forhold til før corona, fortæller ISS-direktøren videre.

Selvom tilbagevenden til kontorerne ikke ventes at fortsætte i samme stærke tempo i 2023, ser ISS fortsat pæn vækst. Selskabet venter en organisk vækst på 4-6 pct., hvor analytikerne på forhånd havde spået 4 pct. for det kommende år.

Det er også første gang i lang tid, at ISS er klar til at sætte et spænd på selskabets forventninger, hvor de seneste år har været præget af en mere åben prognose.

”Nu er den værste volatilitet fra covid ved at være ude af systemet, så kontrakterne svinger mindre i forhold til de ydelser, der skal leveres. Vores kontrakter er typisk femårige, så vi ved, hvad vi kigger ind i. De fleste virksomheder kan nok ikke lide, at have en åben prognose, så det, at vi nu kan gå tilbage til at have et spænd, siger noget om, at der er mindre usikkerhed, end der har været under covid-perioden,” lyder det fra Jacob Aarup-Andersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også