Anders Andersen overlader ledelse af livsværk til søn: ”Jeg er meget taknemmelig"

Familievirksomheden Anders Andersen’s Rengøring foretager nu det længe ventede generationsskifte, der betyder, at Anders Henning Andersen overtager direktørposten fra sin far, grundlæggeren Anders Andersen på 71. Virksomheden skal ”videreføres med de samme grundlæggende værdier om ordentlighed og kvalitet,” lyder det fra sønnen.
Anders Andersen sammen med sønnen Anders Henning Andersen, der nu overtager den daglige ledelse af familievirksomheden. | Foto: PR
Anders Andersen sammen med sønnen Anders Henning Andersen, der nu overtager den daglige ledelse af familievirksomheden. | Foto: PR

Når fredag bliver til lørdag er Anders Andersen – grundlægger af en af landets største servicevirksomheder med omkring 1300 ansatte – officielt færdig som direktør. Ny mand på posten som topchef er sønnen Anders Henning Andersen, oplyser Anders Andersen’s Rengøring i en pressemeddelelse.

Dermed sættes der punktum for et generationsskifte, der har været undervejs gennem et par år i det 54 år gamle firma.

32-årige Anders Henning Andersen har siden 2019 været tilknyttet faderens virksomhed som del af ledergruppen.

”Jeg har kæmpe respekt for min fars livsværk, som selvfølgelig skal videreføres med de samme grundlæggende værdier om ordentlighed og kvalitet,” siger den kommende direktør i meddelelsen.

Anders Andersen vil dog fortsat tage del i dagligdagen, hvor stifteren vil fungere som ”sparringspartner” for sin søn, ligesom han fremover vil beklæde posten som bestyrelsesformand.

”Det har været en stor, stor glæde og fornøjelse at opbygge og drive denne familievirksomhed sammen med så mange gode, dygtige og engagerede medarbejdere omkring mig,” lyder det fra Anders Andersen.

”Jeg er meget taknemmelig for det arbejdsliv, jeg har haft i Anders Andersen’s Rengøring, og stolt af alt det, vi har opnået. Nu glæder jeg mig til at få tid til flere besøg af vores medarbejderteam ude hos kunderne. Det vil jeg nyde.”

Anders Andersen’s Rengøring, der arbejder med erhvervsrengøring, vinduespolering og ejendomsservice, har domicil i Taastrup på den københavnske vestegn, men har også afdelinger i Vejle og Aarhus.

Familievirksomhed med over 1000 ansatte indleder generationsskifte

”Fokus på vækst og lønsomhed”: Anders Andersen løfter spinkel bundlinje

Familieejet servicefirma kæmper med næb og kløer for at holde fast i sin kultur

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også