Salg eller konkurs: Milliontab giver akutte betalingsproblemer hos servicekoncern

Servicekoncernen Alliance+ med over 1500 ansatte kommer ud af 2021 med et tocifret millionunderskud for tredje år i træk. Et salg af koncernen skal sikre den fremtidige drift, efter at selskabets bankfinansiering forfalder til betaling til september.
”Som det fremgår af regnskabet, så er der en salgsproces i gang, og den er vi fortrøstningsfulde for falder på plads inden for en meget kort tidshorisont,” siger Anders Egehus, adm. direktør i Alliance+. | Foto: Allianceplus/PR
”Som det fremgår af regnskabet, så er der en salgsproces i gang, og den er vi fortrøstningsfulde for falder på plads inden for en meget kort tidshorisont,” siger Anders Egehus, adm. direktør i Alliance+. | Foto: Allianceplus/PR

Servicekoncernen Alliance+ skal sælges – og det i en fart.

Det fremgår af årsrapporten for 2021, der netop er offentliggjort. Dette viser, at Alliance+ ikke har opfyldt sine lånebetingelser, men at koncernens hovedaktionær, kapitalfonden Polaris, og bankforbindelse, den svenske storbank SEB, har tilkendegivet at opretholde låneaftaler og nødvendige kreditrammer indtil 30. september 2022 – om godt halvanden måned.

Løsningen på koncernens snarligt forfaldne bankgæld, der er opgjort til knap 250 mio. kr., er, at Alliance+ skal sælges.

”Koncernledelsen vurderer det sandsynligt, at processen med at finde en ny fremtidig ejer af koncernen er afsluttet inden den 30. september 2022. Opnås dette imod forventning ikke, vil der være usikkerhed om selskabets og koncernens kapitalberedskab efter den 30. september 2022, og der vil i så fald blive overvejet alternative løsninger,” står der i noterne til regnskabet.

Alliance+ frasolgte tidligere i år sine aktiviteter i Sverige, og ifølge årsrapporten er koncernen også langt i processen med at sælge sit norske datterselskab, hvilket forventes at give en indtægt efter skat på 50 mio. kr.

”Moderselskabet har i juli 2022 med forventet closing 1. september 2022 indgået bindende aftale om afhændelse af koncernens aktiviteter i Norge. Afhændelsen er godkendt af konkurrencemyndighederne, og der udestår kun afklaring af mindre praktiske forhold, inden closing kan gennemføres,” står der i noterne til regnskabet.

EjendomsWatch har været i kontakt med adm. direktør i Alliance+ Anders Egehus, der bekræfter, at ejerne arbejder på at sælge koncernen.

”Som det fremgår af regnskabet, så er der en salgsproces i gang, og den er vi fortrøstningsfulde om falder på plads inden for en meget kort tidshorisont. Det er sådan set det, der er svaret på, hvordan vi sikrer den fremtidige drift af selskabet,” siger Anders Egehus, som henviser til Polaris for yderligere kommentarer angående salget.

Millionunderskud

Årsregnskabet viser – foruden væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift – at Alliance+ har haft et tocifret millionunderskud for tredje år i træk.

Det danske datterselskab kommer således ud af 2021 med et underskud på 16,6 mio. kr., mens koncernregnskabet viser et samlet underskud på 50 mio. kr.

”Det er klart, at der er et resultat, som er utilfredsstillende. Det er to offentlige kontrakter, der har givet driftsmæssige udfordringer,” siger Anders Egehus.

”Vi arbejder stadig på at få de kontrakter på ret køl, men det er klart, at det er toppet i 2021, og det er det, der driver det resultat, der er for året,” siger han videre.

Anders Egehus fremhæver dog, at omsætningen i Danmark er steget med 6,7 procent fra 545 mio. kr. i 2020 til 582 mio. kr. i 2021.

”Samlet set har der været en vækst, som vi er glad for, og der er en tilføjelse af en række store kunder i konkurrence med andre af de store konkurrenter,” siger direktøren.

Ny direktør?

Anders Egehus har været adm. direktør i Alliance+ siden 2018, men han medgiver, at det ikke er sikkert, at han også er en del af selskabet fremadrettet.

Hvad er din forventede rolle fremadrettet? Hvis det her selskab bliver solgt, så kan det vel godt tænkes, at de nye ejere vil have ny ledelse i selskabet.

”Det kan meget vel tænkes, men det er alt for tidligt at sige. Der er en salgsproces i gang, og når det er på plads, så skal konkurrencemyndighederne godkende det, og først derefter vil der være en dialog omkring det fremtidige setup. Som adm. direktør i det selskab, der bliver solgt, så er det ikke mig, der gør de overvejelser,” siger Anders Egehus.

Direktøren kan kigge tilbage på en årrække, hvor det ikke er lykkedes at skabe overskud i Alliance+. Han hæfter sig dog ved, at der er kommet gang i omsætningen.

”Som jeg startede med at sige, så er der ikke nogen tvivl om, at regnskabet er utilfredsstillende. Men det, som vi blandt andet er lykkedes med, er, at vi har haft vækst på lidt under syv procent i et meget konkurrencepræget marked samt udvikling af vores cateringforretning. Og det var nogle en af de opgaver, jeg oprindelig fik: At få vendt den faldende omsætning og skabt vækst,” siger Anders Egehus.

Så du er lykkedes med toplinjen, men ikke med bundlinjen?

”Det er rigtigt.”

Medie: Kapitalfond forhandler om salg af tabsgivende servicekoncern

Lego-familie sælger sine aktier i leverandør af ejendomsservice

Servicekoncern sælger fra for at betale af på gæld i millionklassen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også