Seks ministre varsler styrket kontrol med klientkonti

Med nyt lovforslag skal der slås ned på hvidvask igennem klientkonti, mener justitsminister Peter Hummelgaard.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har mandag med fem andre ministre varslet styrket indsats mod kriminalitet som den, der ses i dokumentaren "Den sorte Svane". | Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har mandag med fem andre ministre varslet styrket indsats mod kriminalitet som den, der ses i dokumentaren "Den sorte Svane". | Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Regeringen kommer på et tidspunkt efter sommerferien til at fremsætte et lovforslag, der skal styrke kontrollen med hvidvask igennem klientkonti.

Det sker efter TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”, fortæller justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde mandag, hvor han stiller op med fem andre ministre fra regeringen.

”Vi kommer også til at se på kuratorreglerne,” siger Hummelgaard og tilføjer, at det gælder nuværende regler om, at man kan udpege egen kurator i konkurssager mod et pengebeløb.

Han vil allerede nu love, at det er et af de områder, hvor der vil ske ændringer.

”Vi kommer til at komme med yderligere. Vi kigger på klientkonti, vi skal se på egenbegæring af kuratorer. Det stikker i mange forskellige retninger,” siger Peter Hummelgaard.

I dokumentaren ses samarbejde om svindel mellem kriminelle og advokater og erhvervsfolk. Det ses i dokumentaren, hvordan klientkonti, som er advokatkonti med betroede midler fra klienten, misbruges.

Et stort ønske fra SF er at fremrykke forhandlingerne om et nyt politiforlig. Det er dog ikke noget, justitsministeren har i tankerne lige nu.

”Det har vi for nuværende ikke planer om. Men vi vil ikke afvise noget,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også