Brancheorganer roser nye klimakrav til byggeriet: "Det har vi efterspurgt længe"

Regeringen har med bred opbakning indgået ny aftale om skærpede klimakrav til nybyggeri. Også en opjustering af maksimumsbeløbet for almene boliger indgår.
Direktør i DI Byggeri Anders Stouge er en af flere, som glæder sig over regeringens brede aftale klimavenlige aftale for fremtidens byggerier. | Foto: Sif Meincke / PR / Dansk Industri
Direktør i DI Byggeri Anders Stouge er en af flere, som glæder sig over regeringens brede aftale klimavenlige aftale for fremtidens byggerier. | Foto: Sif Meincke / PR / Dansk Industri

Dansk Industri, Ejendomdanmark og Foreningen for Rådgivende Ingeniører forholder sig positivt til regeringens nye aftale torsdag om en national strategi for bæredygtigt byggeri, fremgår det af pressemeddelelser fra de tre parter.

Aftalen indebærer bla. en ny grænseværdi for nybyggeri samt også muligheden for at forhøje maksimumsbeløbet for almene boliger, som aftaleparterne er ”enige om at drøfte behovet for.” Netop dette har to regeringspartier ellers tidligere har været uenige om.

”Jeg er glad for, at byggebranchen endelig har fået ambitiøse CO2-krav, der er meget tæt på det, en samlet branche selv har foreslået – det har vi efterspurgt længe,” siger Anders Stouge, der er direktør i DI Byggeri, i en pressemeddelelse.

Vil bidrage til investeringslyst

Det er med opbakning fra SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet at regeringen skærper klimakravene.

Af aftalen fremgår det bla., at grænseværdien for nybyggeri fra 1. juli 2025 sænkes fra de nuværende 12 kg CO2 pr. kvm til 7,1 kg, som vil blive differentieret efter bygningstype. 

Regeringen forventer, at reglerne vil medføre, at 85 procent skal bygges på en anden og mere klimavenlig måde. Dog undtages bygninger, der defineres som særligt samfundskritiske samt bygninger under 50 kvm uden varme fra at overholde grænseværdierne, skriver Ritzau.

Brancheorganisationen Ejendomdanmark er glad for, at der nu er indgået en aftale.

For ifølge adm. direktør Peter Stenholm har der i branchen længe hersket usikkerhed om grænseværdierne for fremtiden, hvilket ikke har bidraget positivt til investorenes investeringslyst, lyder det fra ham i en pressemeddelelse fra organisationen.

Peter Stenholm påpeger samtidig, at der i byggebranchen længe har været opbakning til en fremtid med mere grønt byggeri.

”Det er selvfølgelig altid en opvejning, hvor grænsen præcis skal ligge. I Ejendomdanmark er vi dog på vores medlemmers vegne tilfredse med, at der lægges en ambitiøs linje fra politisk side, som dog også tillader markedet at følge med,” siger han i meddelelsen. 

Træder i kraft i det nye år

Hos Foreningen for Rådgivende Ingeniører er direktøren for bæredygtighed, Majbritt Juul, specielt positiv overfor regeringen beslutning om at differentiere kravene efter bygningstype.

”Ved små byggerier er det generelt sværere at bygge CO2-venligt ”pr. kvadratmeter”. For uanset størrelsen af huset er der eksempelvis stadig behov for et badeværelse,” lyder det fra direktøren.

Når 85 procent af alt nybyggeri skal laves anderledes, er det naturligvis en omvæltning for branchen, anerkender social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) over for Ritzau.

At aftalens nye krav træder i kraft fra sommeren 2025 glæder Anders Stouge fra DI, da det giver branchen tid til at omstille sig til de nye byggeregler.

”Der er allerede planlagt byggerier for 122 mia. kr. næste år, og det er derfor ret væsentligt, at de får mulighed for at justere projekterne til de nye krav,” siger direktøren i meddelelsen.

Regeringen håber, at den nye aftale vil kunne spare en halv million ton CO2 svarende til en procent af de forbrugsbaserede udledninger i Danmark, oplyser Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også