Branchetalerør giver indspark til boligpolitisk udspil fra regeringen

Med tre pejlemærker vil Ejendomdanmark understøtte regeringens boligpolitik med en række forskellige forslag, der skal sikre stabilitet, attraktivitet og mangfoldighed på fremtidens boligmarked. 
"Ved at tage udgangspunkt i vores forslag rykker vi et skridt nærmere mod et fremtidssikret boligmarked, hvor der også er plads til sunde og grønne investeringer," lyder det fra Peter Stenholm, adm. direktør hos Ejendomdanmark siden maj 2022. | Foto: Watch Medier
"Ved at tage udgangspunkt i vores forslag rykker vi et skridt nærmere mod et fremtidssikret boligmarked, hvor der også er plads til sunde og grønne investeringer," lyder det fra Peter Stenholm, adm. direktør hos Ejendomdanmark siden maj 2022. | Foto: Watch Medier

Tårnhøje byggeomkostninger og en stigende renter har truet nybyggeriet af boliger de seneste år. Samtidig viser en analyse fra analysehuset Dream, at der frem mod 2040 er behov for flere end 300.000 nye boliger i Danmark. 

Derfor lancerer brancheorganisationen Ejendomdanmark et indspark til det boligpolitiske udspil, der kan ”tjene som inspiration for regeringen”. 

Det skyldes, at der i regeringsgrundlaget er lagt op til et større fokus på boligpolitikken. Dog har der siden offentliggørelsen været en stagnation i byggeriet af boliger på baggrund af blandt andet den økonomiske situation og strammere krav for nybyggeri, ifølge en analyse fra Ejendomdanmark.

Ejendomdanmarks adm. direktør Peter Stenholm mener, at det er nødvendigt, at der også fra politisk side er fokus på at sikre de kommende generationers adgang til forskellige boligtyper.

”Boligpolitikken er lige så vigtig og rammesættende for danskernes liv, som boligerne i sig selv er. Her skabes danskernes hverdagsliv, og derfor skal vi sikre, at der investeres i fremtidens boliger, for alle indikationer peger på, at vi har brug for flere boliger,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Ejendomdanmark repræsenterer ejendomsbranchen, der efter eget udsagn understøtter 137.000 arbejdspladser.

Baseret på tre pejlemærker

Indsparket fra Ejendomdanmark er fordelt i tre pejlemærker, som hver især indeholder en række mere eller mindre konkrete forslag til udarbejdelsen af en ny boligpolitik. 

”Vores pejlemærker understøtter forhåbentlig regeringens ambitioner og visioner, fordi der er fokus på at sikre et boligmarked med plads til alle – og alle boligtyper. Ved at tage udgangspunkt i vores forslag rykker vi et skridt nærmere mod et fremtidssikret boligmarked, hvor der også er plads til sunde og grønne investeringer,” udtaler Peter Stenholm.

Her er pejlemærkerne og et uddrag af nogle af forslagene, som de indebærer: 

  • Boligpolitikken skal tage udgangspunkt i fremtidens boligbehov.

Det første forslag indebærer blandt andet et ønske fra Ejendomdanmark om at reducere kommunernes regler for nybyg. Her argumenteres der for, at planlovens krav til for eksempelvis boligstørrelsen eller finansieringsforpligtelser af lokalområdet risikerer at spænde ben for investeringer i de boligtyper, som bliver efterspurgt. Derudover ønskes der også, at byggesagsbehandlingstiden skal ned bl.a. ved hjælp af en behandlingsgaranti. 

  • Et mangfoldigt boligmarked skal understøttes af positive incitamenter.

I det andet forslag præsenterer brancheorganisationen initiativer, der kan styrke de økonomiske incitamenter til byggeri af almene boliger, et segment der er vanskeligt at investere i især i storbyer. Oven i kommer forslaget om at afskaffe tinglysningsafgiften for køb af ejerbolig, for at understøtte førstegangskøbere – et tiltag der vil give staten et forventeligt årligt provenutab på 3 mia. kr.

  • Stabile rammer er nødvendige for fremtidens investeringer i boliger.

Det sidste pejlemærke indeholder blandt andet et forslag om at styrke mulighederne for nybyggeri og renovering i områder uden for storbyer, hvor det er sværere at tiltrække investorer. Dertil anbefales en lempelse af reglerne for lånefinansiering af ejendomme, hvor balancen ifølge brancheorganisationen er tippet de seneste år som følge af stigende renter og byggeomkostninger. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også