Vurderingsstyrelse retter i 100.000 ejendomsvurderinger

Inden forskudsopgørelse er der ved en kvalitetssikring ændret i omkring 100.000 ejendomsvurderinger.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Vurderingsstyrelsen har i forbindelse med en kvalitetssikring ændret cirka 100.000 foreløbige ejendomsvurderinger.

Det sker, inden forskudsopgørelserne lander tirsdag, oplyser underdirektør i Vurderingsstyrelsen Claus Houmann i en pressemeddelelse.

Som noget nyt vil forskudsopgørelserne for 2024 rumme oplysninger om grundskyld, så boligejere kan se deres samlede boligskat.

”Inden de foreløbige vurderinger indgår som beskatningsgrundlag på forskudsopgørelsen, er der gennemført et intensivt kvalitetssikringsarbejde. Kvalitetssikringen omfatter både manuel gennemgang og justeringer af vurderingsmodellen.”

”Boligejere, der har fået ændret deres foreløbige vurdering i den forbindelse, vil få direkte besked,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Ejendomsvurderingerne har fået en del kritik, og i pressemeddelelsen skriver Vurderingsstyrelsen selv, at de har vist sig ”meget skæve”.

Derfor har der været brug for en kvalitetssikring, lyder det.

Vurderingsstyrelsen sendte i september nye foreløbige ejendomsvurderinger ud til 1,7 millioner boligejere.

Siden kunne mange fortælle, at deres grund ifølge den nye vurdering var mere værd end ejendommen samlet set. Det betyder, at huset i teorien har en negativ værdi.

Skatteministeren har tidligere oplyst, at op mod 68.000 vurderinger skal gennemgås for fejl. Det drejer sig om netop de tilfælde, hvor grundvurderingen er højere end ejendommens værdi.

Vurderingerne danner grundlag for den boligskat, der skal betales i 2024.

Kvalitetssikringen er dog ikke garanti for, at der ikke kan ske fejl, siger Claus Houmann i pressemeddelelsen. Han beretter om, at beskatningen i nogle tilfælde vil skulle efterreguleres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også