Antallet af konkurser ligger fortsat højt

Især byggebranchen er ramt. Dog lyspunkter forude, mener DI.
Flere virksomheder går stadig konkurs, fordi de ikke kan tilbagebetale deres coronalån. | Foto: Colourbox
Flere virksomheder går stadig konkurs, fordi de ikke kan tilbagebetale deres coronalån. | Foto: Colourbox
AF MARKETWIRE

Der er stadig en del virksomheder, der har problemer med at få driften til at hænge sammen og derfor må give op og erklære sig konkurs.

Det var ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik tilfældet for 269 firmaer i oktober, når man korrigerer for sæson.

Det er på niveau med september, men højere end normalen. Således er antallet af konkurser på nuværende tidspunkt i år 14 pct. højere end sidste år, som i forvejen lå over normalen.

Faktisk er det gennemsnitlige antal konkurser pr. måned det højeste i mere end 10 år. 

Det er blandt andet byggebranchen, der er ramt, og det kommer ikke som en overraskelse for Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

”Det er en konjunkturfølsom industri, hvor kraftigt stigende renter har gjort det dyrere at bygge nyt hus. Til gengæld er der godt gang i andre dele af byggeriet.”

”Eksempelvis de dele af byggeriet, der er knyttet til den grønne omstilling. Derfor har vi samlet set ikke set noget fald i byggebeskæftigelsen,” skriver han i en kommentar.

Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, noterer sig samme tendens. Han ser dog lyspunkter forude.

”Presset på virksomhederne ser heldigvis ud til at lette lidt. Stort set alle virksomheder er kommet af med deres coronalån, og samtidig er omkostningerne til energi og råvarer faldet igen.”

”Det reducerer risikoen for en konkurs. Virksomheder med meget gæld er dog presset af de høje renter,” siger han. 

Coronalån er stadig medskyldig i en række konkurser. Ifølge Danmarks Statistik havde 25 procent af de konkursramte virksomheder i oktober udestående momslån, som var optaget under coronakrisen.

Danmarks Statistik tæller kun såkaldt aktive virksomheder med i sin konkursstatistik. Det omfatter virksomheder, der har mere end én ansat og/eller har en omsætning på mindst én million kroner.

De aktive virksomheder udgjorde kun godt en tredjedel af det faktisk antal konkurser i oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også