Aftale giver presset boligfond "sikkert økonomisk fundament"

Omstridt forkøbsret lægges i graven, så Frederiksberg Boligfond kan få styr på sin gæld. Ifølge borgmester betyder aftale med kommunen, at en ny Blackstone-sag ikke vil opstå i fremtiden.
"Usikkerheden om fondens økonomi har fyldt alt for meget," lyder det fra formanden for Frederiksberg Boligfond, Flemming Brank. | Foto: PR / Frederiksberg Boligfond
"Usikkerheden om fondens økonomi har fyldt alt for meget," lyder det fra formanden for Frederiksberg Boligfond, Flemming Brank. | Foto: PR / Frederiksberg Boligfond

Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Boligfond har indgået en aftale, der angiveligt sikrer fondens fremtidige økonomi efter flere år med økonomisk usikkerhed og snak om mulig konkurs.

Aftalen går ifølge en kommunal pressemeddelelse ud på, at hovedstadskommunen dropper en knap 100 år gammel forkøbsret til 16 af Frederiksberg Boligfonds ejendomme, men til gengæld får en anvisningsret på 25 pct. i fondens ledige lejeboliger.

Det oplyses, at ”forkøbsretten var en af de store forhindringer for, at Frederiksberg Boligfond kunne refinansiere dens gæld,” og den indgåede aftale bør således betyde, at ”fonden fremover kan eksistere på et sikkert økonomisk fundament,” som det formuleres.

Flemming Brank, formand for Frederiksberg Boligfond, fortæller, ”at Frederiksberg Boligfond gerne ville have været de seneste år foruden,” men understreger, at ”vi glæder os til nu endeligt at komme videre.”

”Usikkerheden om fondens økonomi har fyldt alt for meget og skygget for Frederiksberg Boligfonds egentlige formål – at levere gode og prisvenlige boliger til vores flere tusinde lejere på Frederiksberg. Med denne aftale kan vi nu komme i en konstruktiv dialog med vores banker og finde en løsning, som sikrer Frederiksberg Boligfond fremover,” siger Flemming Brank i meddelelsen.

Også hos Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, er der glæde at spore i kølvandet på aftalen.

”Alle kan huske sagen, hvor den Den Sønderjyske By var ved at blive solgt til kapitalfonden Blackstone. Med denne aftale undgår vi, at Frederiksberg Boligfond havner i en lignende situation i fremtiden. Det er så vigtigt for Frederiksberg, at vi har boliger, som er til at betale uanset indkomst. Til gavn for beboerne og den blandede by,” lyder det fra Michael Vindfeldt.

Tilbage i 2021 kunne EjendomsWatch fortælle, at Frederiksberg Boligfond havde bedt kommunen om hel eller delvis ophævelse af den forkøbsret fra 1932, som også var omdrejningspunkt for et retsopgør mellem fonden og lejerne i en af fondens ejendomme, der to år tidligere blev forsøgt solgt til den amerikanske kapitalforvalter Blackstone.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også