Ejendomsbranchen føler sig belastet af regler og paragraffer

Siden 1990 er længden af regler og paragraffer fordoblet, når det gælder de fire love, der regulerer ejendomsbranchen. De er nu oppe at runde 50.000 ord, som virksomhederne i branchen skal kunne til fingerspidserne, lyder det fra Ejendomdanmark. Talerøret mener, at en mindre kompleks regulering ville give færre konflikter.
"Myndigheder, ejere og lejere kan nemt ryge i totterne på hinanden, når for mange paragraffer skal fortolkes," siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomdanmark. Foreningen peger på, at både for lidt og for meget regulering øger risikoen for konflikter. | Foto: PR/Ejendomdanmark
"Myndigheder, ejere og lejere kan nemt ryge i totterne på hinanden, når for mange paragraffer skal fortolkes," siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomdanmark. Foreningen peger på, at både for lidt og for meget regulering øger risikoen for konflikter. | Foto: PR/Ejendomdanmark

De danske virksomheder i ejendomsbranchen har siden 1990 skullet indrette sig efter nye love eller regler hver tredje måned i gennemsnit.

Det viser en ny analyse fra branchens talerør Ejendomdanmark, der har set på de fire love, der regulerer ejendomsmarkedet – lejeloven, boligreguleringsloven, erhvervslejeloven og ejerlejlighedsloven – der med løbende ændringer og tilføjelser nu er oppe på 50.000 ord tilsammen. I 1990 kunne de samme regler forklares med det halve antal ord.

”Når reglerne på et område bliver for omfattende, øger det risikoen for strid og usikkerhed, fordi de involverede parter let kan blive i tvivl om, hvad der faktisk gælder. Myndigheder, ejere og lejere kan nemt ryge i totterne på hinanden, når for mange paragraffer skal fortolkes. Det håber jeg, regeringen vil have in mente, hvis man som lovet vil kaste sig over at rydde lidt op i reglerne på området,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomdanmark, i en kommentar til analysen.

Han peger på, at reguleringen af ejendomsbranchen historiske er blevet brugt til at varetage mange politiske hensyn – f.eks. social-, erhvervs- og byudviklingspolitiske.

"De mange hensyn har ført til en kompleksitet af en betydelig størrelse. Samtidig sker der også fortsat ændringer af en række andre særlove – f.eks. for ejer- og andelsboligforeninger samt for de virksomheder, der er ejendomsadministratorer for foreningerne," lyder det i analysen, der dog også når frem til, at risikoen for konflikter er tilsvarende høj, hvis der er for udefineret en regulering på et område.

"Gennem en årrække var antallet af ændringer i den særlige ejendomsregulering faldende – men siden midten af 00’erne har vi igen set en stigende lyst til at ændre i reguleringen. Disse ændringer kan selvsagt være af det gode, men det ændrer ikke ved de grundlæggende udfordringer, som en øget ændringshastighed og overkompleks regulering skaber: Øget usikkerhed hos virksomhederne og øget risiko for konflikter mellem f.eks. lejere og udlejere," skriver Ejendomdanmark.

Ikke det fulde billede

I ovennævnte billede indgår ikke de krav, der følger af den almindelige regulering af virksomheder, herunder med krav om indberetninger af statistik, indsendelse af årsregnskaber, miljøforhold osv.

Ejendomdanmark peger også på, at der udover udviklingen i lovgivningen kommer en ganske omfattende retspraksis af relevans for ejendomsbranchen alene.

"Domsudviklingen på dette område har stor betydning for den enkelte ejendomsvirksomhed, men omfanget af den samlede retspraksis kan være svær at opgøre. Ser man alene på de domme, der refereres i Grundejernes Domssamling – hvori Ejendomdanmark skriver resuméer af de væsentligste og mest principielle domme inden for lejeret m.m. – skulle man som ejendomsejer i 2019 overveje konsekvenserne af hele 58 retssager," skriver foreningen, der i øvrigt noterer, at dette antal er det laveste i mere end ti år.

Boligaftale deler vandene blandt brancheorganisationer

Ejendomdanmark ser færre konfliker ved huslejenævnene

Ejendomdanmark ser spæde tegn på økonomisk afmatning

Ejendomdanmark om udskudte vurderinger: Præcision er vigtigere end hastighed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også