Københavns Kommune finder ny stadsarkitekt hos privat rådgiver

Lars Jensen overtager fra september posten som stadsarkitekt i Københavns Kommune: ”Jeg er meget stolt over den tillid, jeg er blevet givet.”
Lars Jensen kommer fra en ledende stilling hos det aarhusianske arkitektfirma Sleth. | Foto: PR / Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Lars Jensen kommer fra en ledende stilling hos det aarhusianske arkitektfirma Sleth. | Foto: PR / Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Københavns Kommune udnævner Lars Jensen som ny stadsarkitekt, fremgår det af en pressemeddelelse fra kommunen.

”Jeg er meget stolt over den tillid, jeg er blevet givet, ved at få muligheden for at bidrage til Københavns udvikling som stadsarkitekt. Jeg har en stor kærlighed til København og jeg bor selv i byen med min familie,” udtaler Lars Jensen, som starter hos kommunen i september.

Lars Jensen, der uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus, afløser Camilla Richter-Friis van Deurs, som i april blev udnævnt som partner hos Nordic Office of Architecture, hvor hun har fået ansvaret for det bystrategiske forretningsområde.

Den nye stadsarkitekt kommer fra det aarhusianske arkitektfirma Sleth, hvor han de seneste 15 år har ledt virksomhedens projekter i København. Heriblandt byudviklingen i Nordhavn, lyder det i meddelelsen. 

I sin nye ansættelse som stadsarkitekt skal Lars Jensen nu bl.a. rådgive Københavns Kommunes forvaltninger og politiske udvalg om byudvikling og arkitektur.

”Med Lars får vi en dygtig og engageret holdspiller, som gennem stærk faglig rådgivning kan løfte vores arbejde med at udvikle København og med at implementere Teknik- og Miljøudvalgets vision; Vores København 2035,” udtaler Karsten Biering Nielsen, der er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også