Topchef hos Vision Ejendomme er færdig efter et år: Ikke "rette match"

Vision Ejendomme, der er ejet af Jysk-arvingerne og Schou-familien, henter tidligere direktør tilbage og får et større fokus på ”daglig drift og administration”.
Claus Skytte er oprindeligt tømreruddannet og senere bygningskonstruktør. Han har tidligere været hos NCC, svenske Bonava og hos ejendomsforvalteren Deas. | Foto: Pr / Vision Ejendomme
Claus Skytte er oprindeligt tømreruddannet og senere bygningskonstruktør. Han har tidligere været hos NCC, svenske Bonava og hos ejendomsforvalteren Deas. | Foto: Pr / Vision Ejendomme

Den tidligere Deas-profil Claus Skytte må forlade direktørstolen efter knap et år hos Jysk-arvingernes og Schou-familiens fælles ejendomsselskab Vision Ejendomme.

Det skriver den afgående direktør i et opslag på Linkedin.

Her fremgår det, at bestyrelsen i Vision Ejendomme fremover ønsker i højere grad at fokusere på den daglige drift og administration af porteføljen:

”Hvorved mine kompetencer, erfaring og netværk ikke i tilstrækkelig grad vil kunne udnyttes, hvorved vi ikke længere er det rette match for hinanden,” skriver Claus Skytte i opslaget og fortsætter:

”Jeg har den dybeste respekt for bestyrelsens beslutning.”

Claus Skytte fik direktørposten hos Vision Ejendomme i december 2022, hvor han overtog stillingen fra Jens Bolding Jensen. Dengang blev der lagt vægt på Claus Skyttes evner inden for udvikling af store ejendomsprojekter.

I sin tid hos Vision Ejendomme har Claus Skytte blandt andet været med til at tage første spadestik til byggeriet af Gasværkskarréen, der tilføjer 110 nye lejeboliger i Østerbro-distriktet i København.

Af virksomhedsregistret fremgår det, at det er tidligere adm. direktør Jens Bolding Jensen, der nu får comeback på chefposten hos Vision Ejendomme.

Vision Ejendomme er ejet af Schou Family Invest og Lars Larsen Group. Med kontor i København beskæftiger selskabet knap 30 medarbejdere og besidder en portefølje på omkring 4,6 mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også