Navnespalten | Kort nyt om mennesker

Danske Bank og Newsec er blandt navnene i ugens overblik over de seneste jobskifter og andre navnenyheder.
AF REDAKTIONEN

Danske Bank siger efter 14 år farvel til Uffe Drejer som adm. direktør i bankens ejendomsmæglerkæde Home, da der er ”behov for nye kræfter”. Kædens økonomichef Jens Peter Jensen bliver midlertidig direktør fra 1. november.

● Hidtidig ejendomschef i PFA Michael Fogemann bliver pr. 1. februar ny ejendomsdirektør hos kapitalforvalteren Formuepleje, hvor området hører under investeringsdirektør Rasmus Cederholm, skriver Børsen. I marts fratrådte forgængeren Kristian Voldsgaard med omgående virkning.

● Den kommende medietech-by i Odense, Media City Odense, som har DSB Ejendomsudvikling og AP Ejendomme som partnere, mister sin direktør siden 2021, Anne Scheel Nordestgaard Dyrehauge, der efter udsagn har valgt at stoppe.

Thomas Kempf, tidligere adm. direktør i Forenede og Newsec, er skiftet til servicevirksomheden Compass Group, hvor han tager over som adm. direktør efter Zanne Burø, som sidste år blev udnævnt til chef for Nordeuropa.

● Den københavnske tegnestue Tredje Natur udvider sin ledelse og gør adm. direktør og arkitekt Malene Krüger til partner side om side med de to grundlæggere og partnere Ole Schrøder og Flemming Rafn. Samtidig bliver Mette Fast og Dennis Rasmussen associerede partnere.

● Arkitektrådgiveren Norrøn lader professionelt bestyrelsesmedlem Flemming Andersen indtræde i bestyrelsen som formand, hvor han får følgeskab af to andre medlemmer: Eline Lorenzen og Søren Sattrup. De skal understøtte firmaets videre udvikling.

● I Aalborg er stadsarkitekt Lise Thomsen med en fortid i bl.a. Vordingborg Kommune stoppet med øjeblikkelig virkning efter blot tre måneder. Matchet var ikke det rette, oplyser kommunen.

Zleep Hotels har udnævnt Ulrik Guldborg til hotelmanager for kædens kommende hotel med 164 værelser ved motorvejen nær Horsens.

● Ejendomsrådgiveren CBRE har ansat Henrik Aarup-Madsen med titel af associate director og ansvar for udlejning og salg inden for logistik i Jylland, primært Trekantområdet. Han bibringer 18 års brancheerfaring og har tidligere været hos Colliers. Også Christopher Elgaard Jensen med en fortid hos Colliers og Deas er ansat som director i Capital Markets-afdelingen.

Frederik Hvidt er fra oktober startet som ”head of associations” hos Newsec, oplyser han på LinkedIn. Han har tidligere været ansat hos svenske Tetra Pak samt som kundechef hos ISS.

Nyt om navne? Skriv til mail@ejendomswatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også