Medie: Mystisk splid om AP Pension-chefs overraskende exit

Ifølge bestyrelsesformanden i AP Pension stoppede adm. direktør Søren Dal Thomsen helt frivilligt sidste uge. Direktøren selv har dog ifølge "centralt placerede kilder" en helt anden opfattelse af forløbet. Det skriver erhvervsmediet Insidebusiness.
Foto: LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE
AF MICHAEL DUELUND, FINANSWATCH

Det var en stor overraskelse for de fleste, da det onsdag sidste uge blev meldt ud, at Søren Dal Thomsen stopper som adm. direktør i pensionsselskabet AP Pension. Søren Dal Thomsens fratræden var da heller ikke ventet af direktøren selv. Det skriver erhvervsmediet Insidebusiness.

Netmediet erfarer fra "centralt placerede kilder", at Søren Dal Thomsen selv har den opfattelse, at han er blevet fyret. Han har således forsøgt at få en forklaring på, hvorfor han ikke længere skulle være en del af AP Pension. Dette har bestyrelsen dog ikke valgt at komme i møde, og da Søren Dal Thomsen kontaktede bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen, var meldingen, at der ikke er plads i formandens kalender til at give en forklaring før i slutningen af januar næste år.

Det går altså fuldstændig imod, hvad der blev meldt ud i pressemeddelelsen, og hvad Niels Dengsø Jensen senere bekræftede over for FinansWatch: At Søren Dal Thomsen stoppede frivilligt.

Søren Dal Thomsen skal desuden have været i fuld gang med en række større sager for AP Pension, blandt andet omkring et tilsagn om et trecifret millionbeløb til kapitalfonden Erhvervsinvest og et samarbejde med Arbejdernes Landsbank, hvorfor et pludseligt valg om at trække sig kan virke besynderlig.

Søren Dal Thomsen har ikke selv ville udtale sig til pressen, herunder Insidebusiness, og henviser til, at han har aftalt med Niels Dengsø Jensen, at formanden står for al kommunikation omkring direktørens fratræden. Niels Dengsø Jensen har dog kun en enkelt gang siden Søren Dal Thomsens exit udtalt sig til pressen.

Det var til FinansWatch fredag, hvor han bekræftede, hvad der stod i pressemeddelelsen, hvor det fremgik, at Søren Dal Thomsen havde "valgt at søge nye udfordringer".

"Det er jo pludseligt, når sådan noget kommer. Vi har heller ikke fået nogen forvarsel. Men Søren har jo - som vi skrev - besluttet, at han vil prøve noget andet. Det har selvfølgelig vi haft en dialog omkring og orienteret bestyrelsen," sagde Niels Dengsø Jensen til FinansWatch i fredags.

AP Pensions direktør-afgang kom som et lyn fra en klar himmel

Søren Dal Thomsen stopper som chef i AP Pension

AP Pension køber op i ejendomsselskab og har mod på mere

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie, FinansWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også