NCC bygger 187 boliger på Teglholmen i København

Den børsnoterede entreprenør NCC har netop vundet en totalentrepriseaftale til en værdi af 290 mio. kr. NCC skal opføre 187 boliger på Teglholmen i København for TDC Pensionskasse.
Foto: PR
Foto: PR

En aftale mellem NCC og TDC Pensionskasse er netop faldet på plads, og det betyder, at den rådgivende entreprenør skal opføre 187 boliger, en parkeringskælder samt anlægge et stort grønt område med en havnebrygge på Teglholmen i København.

Kontrakten har en værdi af 290 mio. kr., og byggeperioden strækker sig fra december 2016 til januar 2019. Samlet set strækker boligbyggeriet sig over et areal på 18.000 kvm.

Planen er, at de kommende 187 boliger skal være DGNB-certificerede, hvilket er en udbredt standard inden for bæredygtighed.

"I NCC er vi meget optaget af at bidrage til den bæredygtige omstilling af vores samfund, og vi er en af de førende entreprenører, når det gælder opførelse af certificerede byggerier. Derfor er vi særligt stolte af at skulle bygge bæredygtige boliger for TDC Pensionskasse til de mange nye familier i København, som skal bo på Teglholmen. Det giver rigtig god mening både for bygherre, for beboerne og for samfundet generelt," udtaler Palle Bjerre Rasmussen, der er landechef i NCC Danmark, i en pressemeddelelse.

Ifølge Green Building Council Denmark er der nu 30 enten certificerede eller præ-certificerede projekter i Danmark og yderligere 60 tilmeldte projekter, som bliver afsluttet over de næste tre år.

Mest attraktive investering

Boligerne, der kommer til at ligge i det såkaldte Teglholm Brygge, er alle lejeboliger og fordeler sig fra to- og op til femværelses- lejligheder fra 77 kvm til 137 kvm.

Lejlighederne vil alle have altan eller fransk altan, og bygningen bliver udformet, så udsigten for alle boliger optimeres. Der vil samtidig være en fælles gårdhave, der fører ned til en fælles og offentlig havnebrygge, som bliver en del af den grønne kile på Teglholmen.

Direktør for TDC Pensionskasse, Leif Stidsen, giver udtryk for, at han er meget tilfreds med, at pensionskassen har kunnet udvikle byggeprojektet og på den måde aktivt medvirke til færdigudviklingen af hele området langs den grønne kile i Københavns Sydhavn.

"Ejendomsinvesteringer er efter vores opfattelse én af de mest attraktive investeringer pt. forventet afkast, korrelationer og afkastvolatilitet taget i betragtning. Investeringen i Teglholm Brygge forventer vi klart vil bidrage med et flot afkast, og den understøtter på fornem vis både TDC Pensionskasses overordnede investeringsstrategi om øget ejendomsallokering og vores underliggende ønske om, at en større del af vores danske boligeksponering skal være mod hovedstadsområdet," udtaler Leif Stidsen i pressemeddelelsen.

Arkitekt og landskabsarkitekt på projektet er firmaet Adept, mens NCC er både ingeniør og totalentreprenør.

TDC Pensionskasse har 9200 medlemmer og forvalter nettoinvesteringsaktiver for 32 mia. kr., hvoraf ejendomseksponeringen udgør 9 pct.

Ny ejendomsfond bejler til private formuer

Store entreprenører vokser mest på opsvinget

NCC lander milliardkontrakt på tunnelbyggeri 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også