Nyt gigantisk erhvervsområde på vej i Kalundborg

330.000 kvm stor udvidelse af Kalundborg Havn skal bane vej for udvikling af erhverv og nye arbejdspladser, oplyser havnen i en pressemeddelelse.
Foto: PR
Foto: PR

En kæmpemæssig udvidelse af havnearealerne i Kalundborg er undervejs, oplyser Kalundborg Havn.

Det sker efter, at havnen har fået en lånegaranti fra kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune.

"Vi ønsker at investere i fremtiden, men er løbet tør for plads til, at nye havnebrugende virksomheder kan etablere sig. For at indfri havnens udviklings- og vækstpotentiale opruster vi nu med nogle flere kvadratmeter, så havnen og den omkringliggende erhvervsklynge kan fortsætte med at bidrage aktivt til erhvervs- og beskæftigelsesudviklingen," siger Bent Rasmussen, direktør i Kalundborg Havn, i meddelelsen.

Havneudvidelsen går under navnet Ny Vesthavn. Den indebærer, at Kalundborg Havn til næste år kan begynde opførelsen af i første omgang 330.000 ekstra kvm med 500 meter kaj og 15 meter vanddybde til udvikling af erhverv og nye arbejdspladser, fremgår det.

Ny Vesthavn, der kommer til at ligge på den sydlige side af Kalundborg Fjord, skal tjene som en styrkelse af hele erhvervsklyngen i Kalundborg.

Med virksomheder som Statoil, Novo Nordisk og Novozymes er Kalundborg Sjællands største erhvervsområde uden for København.

Ny Vesthavn skaber plads til et vækst-boost i området gennem udvidelse af eksisterende aktiviteter, herunder en forøgelse af containertrafikken, ligesom udvidelsen af Kalundborg Havn giver mulighed for at tiltrække nye, havnebrugende virksomheder til området.

”Vi har i mange år kæmpet for at forbedre infrastrukturen til og fra Kalundborg, og den investering kommer kun, hvis vi vækster og øger bosætningen. På Kalundborg Havn vil vi gerne fortsætte med at bidrage til vækst og flere arbejdspladser, men det kræver forbedrede vilkår i form af mere plads, og derfor har vi valgt at udvide med Ny Vesthavn,” siger Jakob Beck Jensen (V), bestyrelsesformand på Kalundborg Havn, i meddelelsen.

Nu bliver det billigere at eje erhvervsejendom på Vestsjælland

Investorgruppe køber op på Sjælland for trecifret millionbeløb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også