Vagthund varsler indgreb mod stigende ejendomspriser

Det Systemiske Risikoråd er bekymret over fortsat stigende priser på ejerlejligheder, der forstærkes af en fortsat lav rente.
Nationalbankdirektør Lars Rohde er formand for Det Systemiske Risikoråd. | Foto: Danmarks Nationalbank
Nationalbankdirektør Lars Rohde er formand for Det Systemiske Risikoråd. | Foto: Danmarks Nationalbank

Vagthunden til at sikre den finansielle stabilitet i Danmark, Det Systemiske Risikoråd, bebuder nu et indgreb over for begyndende tegn på en boble på dele af ejendomsmarkedet. 

Rådet, der har nationalbankdirektør Lars Rohde som formand, advarer tirsdag efter sit seneste møde, om at opfattelsen af risiko på de finansielle markeder kan ændre sig meget hurtigt med fald i aktivpriser og brandudsalg til følge.

"De reale priser på ejerlejligheder er tæt på toppunktet i 2006, som viste sig uholdbare, og udviklingen på andelsboligmarkedet giver også anledning til bekymring. Prisstigningerne kan fortsætte i de kommende år i lyset af den underliggende fremgang i realindkomster og udsigt til et historisk lavt renteniveau i en årrække. Stærk stigning i ejendomspriserne øger risikoen for et efterfølgende betydeligt fald i priserne, eksempelvis ved en rentestigning, med mulige systemiske konsekvenser," lyder advarslen fra rådet, der også har repræsentanter siddende fra Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Finanstilsynet foruden uafhængige eksperter.

Prisudviklingen giver anledning til at iværksætte tiltag, der dog først skal drøftes i en bredere offentlighed.

"Rådet vil på næste møde drøfte, hvilke yderligere initiativer, der kan være relevante, hvis prisstigningerne på ejendomsmarkederne varer ved, og hvornår initiativerne i givet fald bør iværksættes. Rådet vil igangsætte en offentlig høring om emnet," hedder det fra Det Systemiske Risikoråd.

Den seneste boligmarkedsstatistik fra Realkreditrådet, der blev offentliggjort tirsdag, vidner om prisstigninger på ejerlejligheder på 2,2 pct. på landsplan i forhold til seneste kvartal.

"I Region Hovedstaden, hvor der er flest ejerlejligheder, koster en gennemsnitlig ejerlejlighed 2,4 mio. kr. Det er 220.000 kr. mere end for et år siden," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, i en pressemeddelelse.

EjendomsWatch arbejder på en kommentar fra Ejendomsforeningen Danmark.

Risiko-vagthund advarer om at lav rente medfører risiko-blindhed

Erhvervsmægler: Prisstigninger i København vil løje af

ATP: Ejendomsmarkedet er tæt på en top

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også