PKA investerer 175 mio. kr. i 85 lejligheder

Pensionskassen opfører to boligblokke i seks etager i den gamle Irma-by i Rødovre.
Foto: PR-visualisering
Foto: PR-visualisering

Pensionskassen PKA, der ejer danske ejendomme for godt 16 mia. kr., investerer nu i boliger på supermarkedskæden Irmas tidligere arealer i Rødovre.

Boligprojektet er på 8400 kvm og omfatter to blokke på seks etager med i alt 85 lejligheder til 175 mio. kr., meddeler PKA.

Projektet indgår som en del af projektudvikleren ELF Developments nye byudviklingsområde, der når det er færdigudviklet i 2020 vil omfatte 115.800 kvm primært boliger, butikker og erhverv, herunder det såkaldte Kaffetårnet, der er blevet kategoriseret som værende bevaringsværdigt.

"I lighed med Grønttorvet skal Irmabyen udvikles til et helt nyt byområde, og i PKA så vi muligheden for at være med til at præge denne udvikling. Vi får bygget kvalitetsboliger og får samtidigt et godt afkast til vores medlemmers pensioner. Det er et spændende projekt, som vi ser frem til at blive en del af," siger PKA’s ejendomschef Nikolaj Stampe i meddelelsen.

Hos ELF Development, der ultimo 2015 havde en balancesum på knap 1,2 mia. kr., siger udviklingsdirektør Anette Krarup:

"PKA er en markant investor på det danske ejendomsmarked, og derfor er vi glade for, at de nu er en del af udviklingen af Irmabyen. Det styrker diversiteten, at vi får mange forskellige investorer med. Det danner baggrund for mange forskellige boligformer, hvilket understøtter den vision, vi har for Irmabyen."

ELF Development har Erik Ludvig Find som direktør og er ejet af Luxembourg-selskabet E.L.F. Holding.

Det er kun få måneder siden, at PKA investerede i et andet projekt i historiske omgivelser - opførelsen af over 2000 boliger på Grønttorvet i Valby.

Rådgiver i milliardprojekt i Valby på plads

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også