Mærsk-mand skal styre Danmarkshistoriens største anlægsprojekt

Sund & Bælt Holding, der er moderselskab for Femern A/S, har fundet afløseren for bestyrelsesformand Henning Kruse Petersen.

Det bliver den tidligere, mangeårige direktør i A.P. Møller-Mærsk, Peter Frederiksen, som bliver ny bestyrelsesformand for det statsejede Sund & Bælt Holding, oplyser Transport- og Bygningsministeriet.

Dermed får han en central rolle for at få virkeliggjort tunnelforbindelsen mellem Danmark og Tyskland, som efter flere udskydelser nu tegner til at blive færdig omkring 2028-2030.

"Jeg er glad for, at vi med Peter Frederiksen har fået en formand, som gennem sit arbejde i Hamburg Süd og A.P. Møller–Mærsk har et indgående kendskab til transportmarkedet og hermed til vigtigheden af transportkorridorer mellem Danmark og Tyskland, tyske forhold og til betydningen af international samhandel," hedder det i en kommentar fra transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).

I alt fire nye medlemmer

Udover Peter Frederiksen udnævnes tre nye bestyrelsesmedlemmer. Ny næstformand bliver tidligere direktør i Velux og Topsil, David P. Meyer. Indtil næste år får Sund & Bælt således to næstformænd, da den nuværende, tidligere minister Carsten Koch, fortsætter, indtil hans udnævnelsesperiode udløber.

Nye ansigter er også økonomidirektør i Harboes Bryggeri, Ruth Schade, samt Lene Lange, der er partner i advokatfirmaet Lett.

"Bestyrelsen får nu fire nye medlemmer, som skal være med til at lede selskabet i forbindelse med de udfordringer, som Sund & Bælt står overfor. Her tænker jeg særligt på Femern-projektet," hedder det fra ministeren.

"Samlet får bestyrelsen en stor viden også om tyske forhold, hvilket vil være en fordel i arbejdet med Femern-projektet. I det hele taget får bestyrelsen nu nye kompetencer af juridisk og økonomisk/finansiel karakter," fortsætter han.

Nuværende bestyrelsesformand Henning Kruse Petersen meddelte tidligere i år, at han ville fratræde, oplyser ministeriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også