Mette Frederiksen er klar til gradvis åbning efter påske – hvis tal er stabile

Statminister Mette Frederiksen (S) er klar til en gradvis åbning af samfundet efter påske, hvis danskerne bliver ved med at holde afstand og tallene for udviklingen fortsætter med at være stabile. Men det modsatte kan også ske.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
AF RITZAU OG POLICYWATCH

Danmark kan være på vej mod at blive åbnet stille og roligt op igen, når vi når om på den anden side af påskeferien i april. Det kræver dog, at danskerne fortsætter den fornuftige adfærd, hvor man holder afstand til hinanden.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet mandag.

"Når vi skal åbne vores samfund op igen, så skal vi gøre det gradvist og vi skal gøre det forskudt," siger hun.

Danskerne skal samtidig indstille sig på, at de skal arbejde og gå i skole på forskudte tidspunkter under en mulig genåbning af samfundet.

"Det at åbne Danmark op bliver mindst lige så svært som at lukke Danmark ned. Måske endda endnu sværere," siger Mette Frederiksen.

Idéen med at arbejde eller gå i skole på forskellige tidspunkter skal blandt andet sikre, at der ikke er for mange mennesker samlet i myldretiden - for eksempel i busser eller tog. 

Regeringen vil i dialog med blandt andet arbejdsmarkedets parter om at finde løsninger på, hvordan det eventuelt skal skrues sammen. 

Mette Frederiksen understreger, at det modsætte dog også kan blive tilfældet, hvor man vil være tvunget til yderligere stramning fremfor en genåbning af samfundet.

"Hvis vi ikke lykkes med at stå sammen og holde afstand. Hvis tallene stiger voldsomt. Hvis danskere mødes og forsamles, så kan vi ikke åbne Danmark op efter påske. Så kan vi komme i den modsatte situation, hvor vi må stramme endnu mere," siger hun på pressemødet.

"Vi kigger ind i en meget mærkelig tid. Vi vil opleve, at flere bliver syge, men hvis vi står sammen, så kan vi se en gradvis åbning af samfundet," siger Mette Frederiksen.

For en uge siden, mandag den 23. marts, holdt statsministeren senest pressemøde. Her forlængende hun den nedlukning af Danmark, der er lavet for at bremse spredningen af coronavirus.

Nedlukningen blev dengang forlænget med to uger til 13. april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også