Advokat og konsulent lancerer ny markedsplads for kontorudlejning

En ny dansk markedsplads for udlejning af overskydende kontorkvadratmeter i København vil slå sig op på at formidle lejemål med helt ned til én måneds varighed.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Udlejning af kontorlokaler i København med helt ned til én måneds varighed. Sådan skriver det nyopstartede iværksætterfirma Spacemate om sin forretningsmodel.

Bag selskabet finder man en advokat og en konsulent.

Den ene er Carl Christian Illum, der kommer med en baggrund som advokat hos Lassen Ricard, og den anden er Christian Halsted, som er konsulent hos designfirmaet Kontrapunkt.

Sammen har de etableret en ny dansk markedsplads for leje og udlejning af kontorlokaler i København, lyder det i en pressemeddelelse.

Udover at skabe overblik over ledige pladser og lokaler, stiller Spacemate et faktureringssystem og en professionel lejekontrakt til rådighed - "alt sammen uden et eneste gebyr," lyder det.

Konceptet henvender sig især til nystartede og unge firmaer, som ikke på samme måde som de etablerede konkurrenter er i stand til at tegne en lang lejekontrakt.

"Vi håber, at vi med Spacemate kan lade små virksomheder leje skrivebordspladser uden at skulle satse hele butikken eller føle, de indgår en aftale, de ikke er herre over. Hvis udlejer samtidig kan tjene lidt ekstra, eller der kan opstå nye kreative arbejdsfællesskaber, så er vi sådan set i mål med vores mission," udtaler Carl Christian Illum i meddelelsen.

Hjemmesiden blev lanceret i starten af året og har indtil videre 300 kontorpladser til leje på siden, fremgår det.

Ejendomstorvet.dk indgår samarbejde med mediehus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også