Danske arkitekter tegner fransk bud på hovedbygning til ombejlet EU-agentur

Danske Henning Larsen Architects har tegnet Frankrigs bud på en ny bygning til et europæisk agentur, der som følge af Brexit skal flytte fra London. Sideløbende kæmper Danmark også for at hive selvsamme agentur til København.
Nederste bygning med græs på taget er arkitektfirmaet Henning Larsen Architects bud på en fransk bygning til det Europæiske Lægemiddelagentur EMAs hovedkontor. | Foto: PR
Nederste bygning med græs på taget er arkitektfirmaet Henning Larsen Architects bud på en fransk bygning til det Europæiske Lægemiddelagentur EMAs hovedkontor. | Foto: PR

Det danske arkitektfirma Henning Larsen Architects skal sammen med det lokale firma Keurk tegne Frankrigs bud på en ny bygning til det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, skriver selskabet i en meddelelse.

Hvis Frankrig vinder hovedsædet, skal ca. 900 ansatte sidde i en 30.000 kvm stor bygning i franske Lille. Bygningen bliver kaldt for Biotopen, som betyder levested, og er ifølge meddelelsen tegnet i forhold til omgivelserne og naturen.

"Bygningen er skabt til at give alle medarbejdere rigeligt adgang til dagslys, udendørs rekreative områder med et behageligt mikroklima, frisk luft og et stimulerende miljø med et stærkt fokus på vegetation og grønne områder," siger Søren Øllgaard, partner og arkitekt i Henning Larsen i pressemeddelelsen.

Dansk-fransk konkurrence

Også i Danmark bliver der spillet op for at vinde EU-agenturets gunst. Mens den nordsjællandske klynge af medicinalvirksomheder som Lundbeck og Novo Nordisk skal gøre Danmark fagligt interessant, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også præsenteret det danske bud på et hovedkontor, som EjendomsWatch skrev tidligere i juli.

Regeringen vil leje Copenhagen Towers til EU-agentur 

"For at være sikker på at EMA kan levere fra den allerførste dag, har regeringen besluttet at leje en ny, moderne og bæredygtig bygning, som møder alle EMA's krav. Det hedder Copenhagen Towers, og det står klar til EMA," lyder det fra statsministeren i videoen.

Copenhagen Towers ligger i den københavnske bydel Ørestaden, tæt på butikscenteret Fields.

Et af kravene til den kommende EMA-bygning, hvorvidt det bliver Danmark, Frankrig eller et tredje land, er, at det skal stå klart i 2019, når briterne forlader EU som følge af Brexit.

Regeringen intensiverer jagten på domicil til muligt EU-agentur

Tidligere Novo-topchef i kamp for at få 900 nye videnarbejdspladser til Danmark

Bella Center-ejer splitter forretningen ad

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også