Cowi suspenderer to ansatte efter TV 2-afsløringer

Mens en undersøgelse pågår, har Cowi suspenderet to ansatte. Det sker efter omdiskuteret TV 2-dokumentar.
Om tilsynet med jordhåndteringen i et konkret projekt skrev Cowi til 1927 Estate, at ”det kan give jer store problemer i forhold til kommunen, hvis de får fokus på det”. Alligevel blåstemplede Cowi projektet. | Foto: Cowi/PR
Om tilsynet med jordhåndteringen i et konkret projekt skrev Cowi til 1927 Estate, at ”det kan give jer store problemer i forhold til kommunen, hvis de får fokus på det”. Alligevel blåstemplede Cowi projektet. | Foto: Cowi/PR
af RITZAU ‎

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi har suspenderet to medarbejdere som følge af TV 2’s afsløringer i blandt andet dokumentaren ”Den sorte svane”.

Det oplyser Cowi-pressechef Søren Kragh Pedersen til TV 2. Det oplyses ikke, hvilke stillinger de to ansatte har.

Suspenderingen sker, ”mens der pågår en undersøgelse med ekstern advokatbistand baseret på det materiale, som TV 2 har præsenteret”, lyder det fra Cowi.

Ifølge TV 2 kendte virksomheden til problemer med håndtering og bortskaffelse af forurenet jord fra et byggeprojekt i Vallensbæk på Sjælland.

Men i en tilsynsrapport til kommunen ”blåstemplede rådgivningsgiganten jordhåndteringen uden anmærkninger”, skriver TV 2 torsdag.

TV 2 udgav tirsdag dokumentaren ”Den sorte svane”, der siden har været massivt diskuteret i offentligheden.

Dokumentaren kortlægger forbindelser mellem en kriminel underverden og advokater, entreprenører og erhvervsfolk. Det sker ved brug af blandt andet skjulte kameraer og mikrofoner.

Cowi bliver en del af dokumentaren, da en nu politianmeldt partner i ejendomsselskabet 1927 Estate giver indtryk af, at Cowi er ligeglade med at føre ordentlig tilsyn med bortskaffelse af forurenet jord, så længe ”de bare får deres penge”.

Efterfølgende har TV 2 gennemgået det konkrete sagsforløb i Vallensbæk og kan dokumentere, at Cowi skrev direkte til 1927 Estate, at ”det kan give jer store problemer i forhold til kommunen, hvis de får fokus på det”. Alligevel blåstemplede Cowi projektet.

Tidligere torsdag skrev pressechef Søren Kragh Pedersen til TV 2, at Cowi har ”fejlet” i deres kommunikation i forhold til at ”sikre transparens og rapportere alle uregelmæssigheder tydeligt”.

Cowi har også afbrudt al samarbejde med 1927 Estate.

Det rådgivende ingeniørfirma har ifølge sin hjemmeside 8000 ansatte og arbejder primært i Skandinavien, Storbritannien, Nordamerika og Indien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også