Totalentreprenør på milliardbyggeri smidt på porten

Tilliden til den italienske entreprenør Rizzani de Eccher er forsvundet, lyder det fra Region Hovedstaden, der har ophævet kontrakt på nyt akuthus ved Bispebjerg Hospital. (Opdateret)
Det kommende, men nu forsinkede akuthus kommer blandt andet til at rumme akutmodtagelse, operationsstuer, intensiv afdeling, røntgen, sengestuer og et nyt kvinde-barn-center med plads til 3500 fødsler årligt. | Foto: Jens Dresling
Det kommende, men nu forsinkede akuthus kommer blandt andet til at rumme akutmodtagelse, operationsstuer, intensiv afdeling, røntgen, sengestuer og et nyt kvinde-barn-center med plads til 3500 fødsler årligt. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Det kommende akuthus på Bispebjerg Hospital bliver yderligere to til tre år forsinket, inden det kan tages i brug.

Det er en konsekvens af, at Region Hovedstaden har besluttet sig for at ophæve kontrakten med den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, efter at byggeriet i lange perioder har stået stille og allerede har medført, at man er tre år efter tidsplanen.

”Vi er i gang med et rigtigt vigtigt byggeri for patienter og medarbejdere, og det er ekstremt utilfredsstillende, at der nu er udsigt til, at patienter og medarbejdere skal vente endnu længere tid på at flytte ind i det nye akuthus.”

”Men vi har simpelthen mistet tilliden til, at Rizzani de Eccher kan blive færdige indenfor en rimelig tid og økonomi – og i den rigtige kvalitet, så nu siger vi stop,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i pressemeddelelsen.

Rizzani de Eccher, der tidligere har bygget Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund, er kommet i økonomiske vanskeligheder, efter at selskabet har måttet droppe aktiviteter i Rusland.

Vanskelighederne har betydet, at visse underleverandører ikke er blevet betalt og derfor har stoppet arbejdet.

Regionen og Rizzani de Eccher indgik fra og med nytår en tillægsaftale, der skulle få styr på processen.

Men her er tidsplanen også allerede skredet markant. Derfor har regionen mistet troen på, at entreprenøren nogensinde når i mål.

Nu begynder arbejdet med at finde ud af, hvordan man får færdiggjort arbejdet hurtigst muligt og med mindst mulig økonomisk risiko.

(Artikel opdateret kl. 12.30 med yderligere information.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også