Olav de Linde vælger Nordstern til ny Aarhus-bydel

Området Katrinebjerg i det nordlige Aarhus er under forandring, hvor Olav de Linde allerede har opført en række ejendomme, og Nordstern er i gang med at opføre projektet Augusthave.
En visualisering af Katrinetorvet af Erik Arkitekter. | Foto: Pr / Olav de Linde
En visualisering af Katrinetorvet af Erik Arkitekter. | Foto: Pr / Olav de Linde

Udvikler og totalentreprenør Nordstern skal stå for opførelsen af en ny bydel på Katrinebjerg i det nordlige Aarhus for ejendomsselskabet Olav de Linde, som er bygherre.

Det skriver Nordstern i en pressemeddelelse, hvor den kommende karrébebyggelse kaldes Katrinetorvet.

”Katrinetorvet bliver en unik bebyggelse på Katrinebjerg. Med fokus på gedigen arkitektur og eksklusive materialevalg med lave drift- og vedligeholdsudgifter, skaber vi et nyt byrumsmiljø, der helt sikkert vil give Katrinebjerg et flot og funktionelt nyt torv med boliger, kontorer, butikker og caféer samlet om attraktive uderum,” lyder det fra Morten Sparvath Thomassen, projektdirektør og tegnestuechef hos Olav de Linde, i meddelelsen. 

Området vil indeholde boliger fordelt på 16.800 kvm, erhvervsareal på 9800 kvm og 10.500 kvm kælder.

Det er ambitionen, at Katrinetorvet skal være et samlingspunkt med mulighed for bl.a. udeservering, erhvervslejemål og blandede boligformer samt et markant bymæssigt højhus.

En visualisering af gårdhaven i Katrinetorvet af Erik Arkitekter. | Foto: Pr / Olav de Linde
En visualisering af gårdhaven i Katrinetorvet af Erik Arkitekter. | Foto: Pr / Olav de Linde

Derudover skal det kommende byggeri udgøre den ene ende af en såkaldt rambla, der er en gågade med mange butikker og liv, som skal begynde ved Aarhus Universitet.

En række samarbejdspartnere tæller arkitektselskaber som Erik Arkitekter, Reiulf Ramstad, Luplau & Poulsen, landskabsarkitekterne fra Terra Nova og OJ Rådgivende Ingeniører. 

”Ejendomsselskabet Olav de Linde og rådgiverteamet bag Katrinetorvet har store visioner for projektet, som vi ser frem til at gøre til virkelighed. Katrinebjerg gennemgår i disse år en stor forandring, og vi er glade for endnu engang at få lov til at bidrage positivt til den udvikling, området og Aarhus er inde i,” fortæller Torben Modvig, adm. direktør i Nordstern, i meddelelsen.

Olav de Linde er i øjeblikket ved at opføre et andet karrébyggeri bestående af i alt syv karréer på Katrinebjerg kaldet Nabolaget, hvor Nordstern i samme område er i færd med at udvikle og opføre Augustshave, som skal stå færdig i 2024.

Byggeriet til Katrinetorvet forventes påbegyndt i starten af 2024 med færdiggørelse i slutningen af 2027.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også