Stad-ejer sælger ud til EDC

Den hidtidige ejer af Stad Projekt, Torben Hald, erkender, ”at det kan være tungt at køre egen selvstændig mæglervirksomhed og fortsætte med at udvikle med en masse nye ideer.”
Kenneth Nielsen, projektdirektør EDC Projekt Poul Erik Bech, og Alice Lotinga, adm. direktør i Stad Projekt. | Foto: PR
Kenneth Nielsen, projektdirektør EDC Projekt Poul Erik Bech, og Alice Lotinga, adm. direktør i Stad Projekt. | Foto: PR

EDC Projekt Poul Erik Bech og københavnske Stad Projekt slår fra 1. april pjalterne sammen og danner én samlet projektafdeling med mere end 25 medarbejdere, meddeler parterne i en pressemeddelelse.

Afdelingen bliver en integreret del af EDC-domicilet på Bremerholm i det centrale København, og dermed flytter Stad Projekt fra sine hidtidige lokaler på Østerfælled Torv på Østerbro.

Den nye konstellation er blevet en realitet, efter at Stad-ejer Torben Hald har valgt at sælge projektdelen af sin mæglerforretning. Både Stad Projekt og Stad Erhverv, der ikke er del af transaktionen, kom ud af det skæve regnskabsår 2021/22 med milliontab.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være tungt at køre egen selvstændig mæglervirksomhed og fortsætte med at udvikle med en masse nye ideer. Det kræver mange ressourcer og kapital. Samtidigt har det været et presset ejendomsmarked, hvilket er grunden til, at jeg begyndte at se mig om efter en samarbejdspartner,” siger Torben Hald i meddelelsen.

”Begge virksomheder bygger på de samme familieværdier og DNA, og så er de lige som os uafhængige af banker og realkreditinstitutter, så det er en fantastisk løsning for både vores medarbejdere og vores kunder, der kan få endnu bedre løsninger med én kæmpestor og kompetent projektafdeling.”

Unikt i mæglerbranchen

Poul Erik Bech erklærer sig på sin virksomheds vegne ”meget glade for, at det var os, som Torben Hald henvendte sig til.

”Det er to af de bedste og stærkeste projektafdelinger, der nu går sammen og skaber vi noget helt unikt i mæglerbranchen. Vi komplementerer hinanden virkelig godt, og der er kun få kunder, som går igen på vores kundelister,” lyder det fra Poul Erik Bech.

Tilbage i oktober blev det annonceret, at Alice Lotinga efter tre år som majoritetsejer af Stad Projekt har sagt farvel til sin partner-status og byttede titlen som direktør ud med en rolle som adm. direktør hos projektmæglervirksomheden.

”Vi har i begge projektafdelinger en enormt stærk kundebase med lange lister med de allerstørste salgs- og udlejningssager og selvfølgelig en underskov af små og middelstore projekter også. Det bliver superspændende at blive en del af,” siger Alice Lotinga om det nye setup, der ikke kommer til at involvere Torben Hald.

Stad Projekt og Stad Erhverv blev skabt som to selvstændige selskaber af ejendomsmægler Torben Hald i sensommeren 2019 efter en ufrivllig exit fra Danbolig-kæden. Samtidig etablerede man boligmægleren Paulun Bolig, som Torben Hald siden har stået i spidsen for som direktør og ejer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også