Fuldt hus for NCC på milliardprojekt i Nordsjælland

Tredje og sidste etape af Nyt Hospital Nordsjælland tilfalder også den svenskejede entreprenørkoncern.
"Danmarks smukkeste hospital," kalder NCC det kommende supersygehus i Hillerød. | Foto: PR / Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Herzog & De Meuron Architekten
"Danmarks smukkeste hospital," kalder NCC det kommende supersygehus i Hillerød. | Foto: PR / Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Herzog & De Meuron Architekten

En tredje og yderligere ordre lander i armene på NCC, når entreprenørkoncernen skal udføre den afsluttende entreprise på byggeriet af Nordsjællands nye supersygehus i Hillerød med det officielle navn Nyt Hospital Nordsjælland.

Ifølge en meddelelse fra NCC løber den såkaldte kompletteringsentreprise op i 669 mio. kr.

Den følger i forlængelse af lukningsentreprisen og ”i naturlig forlængelse af det gode samarbejde, NCC har med Region Hovedstaden,” lyder det.

”Aftalen er et resultat af det gode samarbejde, vi har med kunden, og vi er nu klar til at tage fat på tredje fase af Danmarks smukkeste hospital. Vi kan fra maj måned i år se frem til at skulle arbejde på hospitalets indretning og udføre de indvendige arbejder. Det vil danne rammerne for kommende operationsstuer, sengestuer med videre,” udtaler Lars Scheibel, sektionsdirektør i NCC.

Den sidste entreprise omhandler indvendige vægge, lofter, døre/porte, gulve, inventar mv. til hospitalets rum og funktioner. Der er lagt stor arkitektonisk værdi i, at mange endelige overflader beklædes med træ, så hospitalet fremstår med en helende arkitektur og virker varmt og med et godt indemiljø, fremhæver NCC.

”Vi er som bygherre godt tilfredse med den aftale, som vi har indgået med NCC. Den bygger videre på det gode samarbejde, vi har med NCC om opførelsen af Nyt Hospital Nordsjælland. I den næste fase af byggeriet vil bygningen begynde at tage form, og firkløveret og de arkitektoniske tanker vil man begynde at kunne se,” udtaler projektchef Sune From fra Nyt Hospital Nordsjælland i meddelelsen.

Kompletteringsentreprisen løber frem til endelig færdiggørelse og aflevering og kræver en tæt koordinering med færdiggørelsen af beton- og stålkonstruktionerne, skriver NCC.

NCC løfter resultatet og melder om stærk ordreindgang

Ny NCC-direktør skal sætte præg på de største bygge- og anlægsprojekter

NCC øger lønsomheden stille og roligt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også