Topchef i svensk entreprenørkoncern skrev om egen aktiekurs under pseudonym

Ola Serneke, topchef i den svenske Serneke Group, har erkendt, at han har skrevet anonyme indlæg om entreprenørkoncernens aktiekurs på et internetforum. "Det er dårlig dømmekraft," siger aktionær.
Ola Serneke, topchef og storaktionær i Serneke Group. | Foto: PR / Serneke Group
Ola Serneke, topchef og storaktionær i Serneke Group. | Foto: PR / Serneke Group

En anonym konto på et online aktieforum skrev hundredevis af indlæg om aktiekursen i den svenske entreprenørkoncern Serneke Group. Nu har topchef og storaktionær Ola Serneke erkendt, at han er manden bag kontoen.

"Min hensigt har været at bidrage til diskussionen med allerede kendt og relevant information. Jeg forstår nu, at dette var den forkerte måde at gøre det på, og at det kommer ikke til at gentages," udtaler Ola Serneke i en pressemeddelelse.

Tilståelsen kommer, efter at det svenske dagblad Göteborgs-Posten har afsløret, at kontoen bag de mange indlæg om Serneke Group var registreret hos Ola Serneke selv.

Afsløringen har blandt andet fået investeringsfirmaet Svolder, der ejer 5,2 procent af aktierne i Serneke Group, til offentligt at kritisere Ola Serneke, der selv ejer 26 procent af aktierne og 56 procent af stemmerne i entreprenørkoncernen.

"Det er dårlig dømmekraft at handle på den måde, som Ola Serneke har gjort, en børs-administrerende direktør bør ikke argumentere for sin egen andel på den måde," siger Ulf Hedlundh, adm. direktør for Svolder, til Göteborgs-Posten.

Serneke Groups kommunikationschef, Johan Live, siger til avisen, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen og henviser til Ola Sernekes udtalelse i pressemeddelelse, "der er ganske klar og taler for både hans og virksomhedens synspunkter."

"Vi tager spørgsmål meget seriøst om, hvordan virksomheden kommunikerer, og vi har altid ambitionen om at kommunikere på den rigtige måde og i henhold til de love og regler, der findes. Selvfølgelig skal vores personale og især insidere gøre det samme," siger Johan Live til Göteborgs-Posten.

Nordens højeste bygning realiseres med Balder som partner

Investorer bag Nordens højeste boligbyggeri trækker sig fra milliardfinansiering

Dansk udvikler skyder gang i sidste fase af byggeprojekt med 200 boliger i Malmö 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også