Herning-entreprenør udvider butikken med opkøb i Aarhus

Herning-koncernen KPC udvider sin portefølje og bliver medejer af den mindre Aarhus-entreprenør Q-Construction, der har øget både top- og bundlinje de seneste år. KPC betegnes som en drømmepartner.
Q-Construction er i øjeblikket totalentreprenør på det almene boligprojekt på 7400 kvm i Knudrisgade i Aarhus, der med sine fem etager er byens højeste træhus. | Foto: PR / Boligkontoret Århus
Q-Construction er i øjeblikket totalentreprenør på det almene boligprojekt på 7400 kvm i Knudrisgade i Aarhus, der med sine fem etager er byens højeste træhus. | Foto: PR / Boligkontoret Århus

Den familieejede byggekoncern KPC går fra at være samarbejdspartner til nu at blive medejer af 14 år gamle Q-Construction. Herning-baserede KPC har købt 20 pct. af den mindre entreprenørvirksomhed, og dermed bliver samarbejdet "formaliseret forud for flere fælles projekter, der ligger i pipelinen i de kommende år," skriver Q-Construction i en pressemeddelelse.

Hos aarhusianske Q-Construction, der siden 2015 har øget bundlinjen fra 600.000 kr. til knap 8 mio. kr. sidste år, glæder adm. direktør, medejer og stifter Morten Rankenberg sig over at have fundet "en drømmepartner i KPC," der kan hjælpe med at nå målsætningen om "en milliardomsætning i 2023/2024". Sidste år lød firmaets omsætning på 360 mio. kr.

"Det har været vigtigt for os, at finde en partner, der ønsker at investere i os og ikke at drive virksomheden. Vi ønsker at fortsætte ledelsen af Q-Construction og udvikle den i de kommende år. Samtidig giver ejerskabet os mulighed for at løse projekter for KPC i fremtiden, og det er vi meget glade for", siger han.

KPC træder ind i ejerkredsen med 41 års erfaring i byggebranchen, en omsætning på knap 3 mia. kr. og en egenkapital i omegnen af 800 mio. kr. Adm. direktør i KPC Bo Knudsen begrunder bl.a. beslutningen med, at "der er tale om en veldrevet virksomhed med en talentfuld organisation".

"Der er god kemi mellem KPC og Q-Construction, og vi ser en strategisk værdi i at formalisere samarbejdet mellem os. KPC har i de senere år investeret i en række virksomheder, og vi ser det som den rigtige model til at øge vores samlede portefølje".

Siden 2015 har Q-Construction næsten tredoblet medarbejderstaben fra 12 til i dag 35 ansatte, og man er i øjeblikket totalentreprenør på det almene boligprojekt på 7400 kvm i Knudrisgade i Aarhus, der med sine fem etager er byens højeste træhus.

Boligkontoret Århus bygger træhus med almene boliger til 111 millioner

Familieejet entreprenørkoncern gennem 40 år har vækst på top- og bundlinje 

Rum vinder aftale om 58 rækkehuse i Ishøj 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også