Tusinder af landbrug skal generationsskiftes – unge købere kløjes i finansieringen

Bøndernes gennemsnitsalder er stærkt stigende, og tusinder står over for generationsskifter. Sammen med forventningen om en højere arveafgift sætter det gang i rådgiverbranchen. Problemet er, at få unge kan finansiere købene.
Økologichef og virksomhedskonsulent i Østdansk Landboforening Hans Bach-Lauritsen | Foto: PR-foto Østdansk Landboforening
Økologichef og virksomhedskonsulent i Østdansk Landboforening Hans Bach-Lauritsen | Foto: PR-foto Østdansk Landboforening

Samtidig med, at dansk landbrug og dermed hele agroindustrien kan stå over for store omvæltninger i forbindelse med en ny jordreform, trænger generationsskifter en masse sig på.

Gennemsnitsalderen for en landmand er stigende og var i 1997 52 år – i dag er den ifølge Danmarks Statistik 57 år.

Det oplyser Østdansk Landboforening, der på linje med en række andre rådgivningsvirksomheder nu sætter kræfter ind på at rådgive om de kommende generationsskifter. Mens Østdansk Landboforening har besluttet at nedsætte en task force til at gå ind på opgaven, vælger andre rådgivere at indkalde til stormøder.

Økologichef og virksomhedskonsulent i Østdansk Landboforening Hans Bach-Lauritsen, er en del af det nye task-force, og hans budskab til landbrugene er at søge assistance af forskellige karakter flere år, før trangen til at afhænde ejendommen melder sig for alvor. Og det er flere aspekter, som landmanden skal forholde sig til.

”Det er en stor fordel at kende til, hvad den nære familie tænker vedrørende generationsskiftet. Du (landmanden, red.) skal også få en klar fornemmelse af hvilken tidshorisont, du og din familie arbejder med. Hvad kræves der af dig omkring ejerskiftet i forhold til økonomi, miljø, anden lovgivning?” pointerer han i en mail til AgriWatch.

Landbrug & Fødevarer har tidligere over for Børsen vurderet, at næsten hver fjerde landmand er over 65 år, hvilket betyder, at 2000 heltidslandbrug og op mod 5000 deltidslandbrug står foran et generationsskifte.

Direktør: Svært for næste generation

"Mange af vores virksomhedsejere har nået en høj alder, og derfor står vi som sektor over for mange generationsskifter. Hvis politikerne nu forhøjer arveafgiften igen, vil det bare trække kapital ud af landbrugene og dermed gøre det sværere at overtage for næste generation," sagde Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer til Børsen.

Formanden for Fyns Landboungdom, Frederik Petersen, Herrested, påpegede i denne uge over for Effektivt Landbrug, at det ikke blive nemt at generationsskifte. Og det skyldes ikke manglende interesse fra de unge, men finansieringen.

”Som nyuddannet håndværker, kan du lease en bil og noget værktøj, og så er du faktisk i gang som selvstændig. Som nyuddannet landmand er der lidt flere ting, som skal finansieres, før du er i gang. Det handler ofte om 10-15 millioner eller mere, ” siger han og tilføjer, at ikke mange kan magte det.

”Det er min oplevelse, at bankerne rigtig gerne vil de unge. Problemet er bare, at der ofte skal præsteres en utrolig stor egenkapital, og det er der stort set ingen, som kan,” pointerer han.

Maskinforhandlere i samme boldgade

Også blandt leverandørerne til dansk landbrug, maskinforhandlerne, trækker det op til generationsskifter i stor stil. Direktør for Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen har således tidligere over for AgriWatch fremhævet, at generationsskifterne blandt hans medlemmer vil stige de kommende år.

"Godt hvert tredje medlem er over 60 år i ejerkredsene, så vi er begyndt at se nogle generationsskifter, og min vurdering er, at det vil tage til markant til i de næste fem til ti år," siger han.

Overordnet set er det store dele af underskoven i dansk erhvervsliv, der skal generationsskiftes det kommende årti, og interessen er ikke mindst blevet fremskyndet af en sandsynlig nye arvelov med en højere arveafgift. Nyhedsmediet Finans skrev for nylig, at Skattestyrelsen har oplevet en markant stigning i antallet af generationsskifte i danske virksomheder.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.)

EDC Poul Erik Bech går ind på markedet for landbrugsejendomme

Profil fra Nykredit skal lede ny EDC-afdeling 

Nyt erhvervsmedie om landbrugsindustrien er i luften

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også