Dansk tegnestue lander opgave på 175.000 kvm i Etiopien

Juul Frost Arkitekter skal udforme et nyt boligområde på 175.000 kvm i Etiopiens hovedstad. Alle tegnestuens tværfaglige kompetencer inden for bygning og bebyggelse, byrum og landskab kommer i spil, lyder det fra grundlæggende partner Flemming Frost.
Juul Frost Arkitekter skal udforme nyt boligområde på 175.000 kvm. | Foto: Illustration: Juul Frost Arkitekter.
Juul Frost Arkitekter skal udforme nyt boligområde på 175.000 kvm. | Foto: Illustration: Juul Frost Arkitekter.

Den danske tegnestue Juul Frost Arkitekter skal udforme et nyt boligområde på 175.000 kvm i Etiopiens hovedstad Addis Ababa for svenske Midroc Property Development. Det oplyser tegnestuen i en pressemeddelelse.

Boligområdet er en del af en masterplan, der indeholder boliger, kommercielle bygninger, et shoppingcenter, kontorer, skole, moske, hotel og rekreative, grønne områder, fremgår det.

"Vi har udarbejdet en helhedsorienteret plan ved at sætte alle tegnestuens tværfaglige kompetencer inden for bygning og bebyggelse, by, byrum og landskab i spil. Planens boligtårne er placeret i mindre kvarterer og nedskaleret gennem variation af bygningshøjden og deres udformning," siger Flemming Frost, grundlæggende partner i Juul Frost Arkitekter, i meddelelsen.

Han tilføjer, at der er blevet lagt vægt på høje boligstandarder og grønne byrum.

Som en del af opgaven skal Juul Frost Arkitekter desuden udvikle boligtyper til området.

"Det er interessant for os at opleve, hvordan vores nordiske og kvalitative tilgang til byens udvikling, byrum og boligbyggerier skal tilpasses en fremmed, lokal kontekst og de lokales behov, som vi selvfølgelig også skal sætte os ind i og respektere," siger Phillip Krogh, associeret partner i Juul Frost Arkitekter, i meddelelsen.

Boligområdet er en del af en masterplan, der indeholder blandt andet boliger, kommericelle bygninger, et shoppingcenter og kontorer. | Foto: Illustration: Juul Frost Arkitekter.
Boligområdet er en del af en masterplan, der indeholder blandt andet boliger, kommericelle bygninger, et shoppingcenter og kontorer. | Foto: Illustration: Juul Frost Arkitekter.

Svenske Midroc Property Development er ejet af Sheik Mohammed Hussein Al-Amoudi, der er født og opvokset i Etiopien.

Etiopiens hovedstad Addis Ababa skal tredobles over det næste årti. Etiopien har de sidste årtier løftet millioner ud af fattigdom gennem udvikling, og målsætningen er at blive et mellemindkomstland inden 2025 gennem CO2-neutral vækst, fremgår det.

Juul Frost Arkitekter beskæftiger 33 tværfaglige medarbejdere og har i mere end 25 år udviklet og projekteret strateigisk byudvikling, landskabsprojekter samt erhvervs- og boligbyggeri.

Netop nu udvikler tegnestuen flere boligområder i Danmark, herunder Filmhusene på Værløse Flyvestation, det 57 meter høje Karré 31 i Holbæk og Helsingborgs kommende World Trade Center. I Kaliningrad, Rusland, er Juul Frost Arkitekter ved at udforme et designkoncept for et nyt byområde på over 380.000 kvm.

Danske arkitekter står bag nyt World Trade Center i Sverige

Mange vil gerne bo i Holbæk-højhus i 17 etager

Arkitektfirma udvider ejerkredsen 

Juul Frost Arkitekter vinder byudviklingsopgave i Malmö

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også