Arkitema Architects henter ny produktionsdirektør hos Rambøll

Ny 49-årig direktør med fortid hos Rambøll skal videreudvikle Danmarks største arkitektvirksomhed både fagligt og forretningsmæssigt. Han glæder sig desuden til at arbejde i et kreativt og uformelt miljø, siger han.
Arkitema Architects' nye produktionsdirektør, Thomas Kveiborg, glæder sig ikke mindst til at blive en del af det kreative miljø hos Danmarks efter eget udsagn største arkitektfirma. | Foto: PR.
Arkitema Architects' nye produktionsdirektør, Thomas Kveiborg, glæder sig ikke mindst til at blive en del af det kreative miljø hos Danmarks efter eget udsagn største arkitektfirma. | Foto: PR.

Thomas Kveiborg er tiltrådt som produktionsdirektør hos Arkitema Architects, der efter eget udsagn er Danmarks største arkitektvirksomhed.

Ambitionen er at videreudvikle virksomheden, både fagligt og forretningsmæssigt, lyder det i en pressemeddelelse.

Thomas Kveiborg har senest arbejdet hos Rambøll, hvor han i løbet af sine knap 20 år hos ingeniørrådgiveren har haft en lang række ledende stillinger og spillet en aktiv rolle i virksomhedens omfattende internationale ekspansion.

Med over 550 medarbejdere på kontorer i Danmark, Norge og Sverige befinder Arkitema Architects sig midt i en lignende udvikling, men for den nye direktør er målet det samme på tværs af hele organisationen.

"Jeg har to mål for mit arbejde her i Arkitema. For det første skal jeg bidrage til at sikre, at Arkitema har en sund økonomi gennem en effektiv tilrettelæggelse og leverance af vores projekter. For det andet kommer jeg til at fokusere på at udvikle vores kompetencebase og skabe en endnu stærkere digital platform for vores arbejde," siger Thomas Kveiborg i pressemeddelelsen.

Den 49-årige produktionsdirektør glæder sig også til at opleve den nye kultur, der følger med skiftet fra en ingeniørdomineret virksomhed til en arkitektvirksomhed.

"Jeg glæder mig til at arbejde i et kreativt og uformelt miljø, hvor design og æstetik er i fokus. Jeg har helt personligt en stor passion for design og arkitektur, og så er det jo ekstra spændende at arbejde i en arkitektvirksomhed," siger han og fortsætter:

"Samtidig skal jeg naturligvis bruge min omfattende erfaring fra en stor international rådgivningsvirksomhed til at bidrage med et endnu stærkere fokus på struktur, processer og systemer. Det er en enormt spændende opgave, og jeg ser frem til at bruge det bedste fra begge verdener til at videreudvikle Arkitema."

Arkitema Architects, der er grundlagt i Aarhus i 1969, er i dag Skandinaviens femtestørste arkitektvirksomhed målt på antal ansatte.

Arkitema er valgt som rådgiver på diabetesbyggeri

Arkitema-direktør om 2017-resultat: Det er "stærkt utilfredsstillende"

Ni udnævnelser hos Arkitema Architects 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også