Datatilsynet varsler de første bøder for sjusk med persondata

Anden fase af juridisk rådgivning inden for EU's persondataforordning, GDPR, som også har fyldt meget i ejendomsbranchen, er på trapperne. Datatilsynets direktør forudser bøder i løbet af efteråret.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF SIGNE FERSLEV, ADVOKATWATCH

Advokater havde rygende travlt op til 25. maj, hvor EU's persondataforordning, GDPR, trådte i kraft i hele EU. GDPR-hypen har med andre ord kun lige lagt sig, men nu skal advokaterne så småt begynde at forberede sig på at rådgive de virksomheder, som ikke lever op til den nye forordning, som gælder for alle virksomheder og organisationer.

Datatilsynets direktør, Christina Angela Gulisano, forventer i hvert fald, at de første bøder efter de nye regler kommer i løbet af efteråret og vinteren. Det siger hun i et interview med Altinget.

"Det er ikke sådan, at bare fordi vi konstaterer noget, som ser mystisk ud, så udskriver vi en bøde dagen efter. Realistisk set får vi de første bøder gennem systemet sent efterår eller ved juletid, hvis jeg skal forsøge mig som spåkone. Måske lidt før," siger hun til Altinget.

Hvor meget arbejde, advokaterne kan regne med i kølvandet på den nye forordning, er en ubekendt faktor. I et interview med ITWatch har advokat og partner i Labora Legal, Catrine Søndergaard Byrne, kritiseret Datatilsynet, Anklagemyndigheden og politiet. Parterne skal kontrollere og retsforfølge danske virksomheder og offentlige myndigheder, der ikke overholder reglerne i den nye forordning. Kritikken er rettet mod for få medarbejdere til kontrol.  

"Jeg synes bestemt, at der er en risiko for, at reglerne ikke bliver håndhævet effektivt, så Danmark kan blive et persondataly," sagde persondataadvokaten til ITWatch i juni.

Ifølge Christina Angela Gulisano har der været "utrolig meget fokus på bøderne."

"Da EU-Kommissionen tog initiativ til GDPR, var det, fordi den kunne se, at håndhævelsen i de enkelte lande svingede meget. Forventningen er, at reglerne respekteres i langt højere grad end hidtil. Bøderne har skabt helt utrolig awareness. Når en virksomhed risikerer en bøde på fire procent af sin globale omsætning, er det voldsomt. Og så har det skabt en masse omtale, at myndigheder nu også kan straffes på pengepungen," siger hun til Altinget.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AdvokatWatch.)

Advokatkritik: Danmark risikerer at blive et helle for firmaer, der ser stort på persondata

"Persondata-forordningen giver store udfordringer"

Skærpede dataregler vil ramme ejendomsbranchen hårdt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også