Duo melder fuldt udlejet i moderniseret kontorejendom i København

Alle lejere er nu fundet til Sampensions 10.000 kvm store erhvervsejendom ”Krystalhuset” i Københavns Nordhavn. Ejendommen er i den afsluttende fase af renovering.
Efter planerne skal ejendommen stå endeligt færdig i august i år. | Foto: PR / Deas
Efter planerne skal ejendommen stå endeligt færdig i august i år. | Foto: PR / Deas

En omfattende renovering af Sampensions kontorejendom på Sundkrogsgade i Københavns Nordhavn er trådt ind i sin slutfase og kontorlokalerne i ejendommen er nu fuldt udlejet. 

Det oplyser Deas, der har bistået Sampension i moderniseringen af ejendommen, i en pressemeddelelse. 

Ejendommen på 10.000 kvm er kendt under navnet ”Krystalhuset”. Den moderniseres med fokus på fleksible kontorløsninger og alle kontorkvadratmeterne er nu lejet ud til i alt fire lejere. 

Udover nye kontorløsninger er ejendommen blevet energioptimeret. Der er bl.a. etableret solceller på taget og gamle armaturer er bygget om og genbrugt i en anden ejendom. 

Udearealerne er desuden indrettet med et fokus på at øge biodiversiteten, viser meddelelsen. Selskaberne regner med, at ejendommen står endeligt færdig og er i fuld drift pr. 1. august i år.

”Vi er rigtig tilfredse med resultatet af den renoverede ejendom. Det har været et omfattende projekt med en struktureret proces, men med plads til innovative inputs i forløbet, som sikrer en stærk sammenhæng mellem innovation, brugervenlighed og drift. Med ejendommens nye identitet og gode beliggenhed vil aktivet være en fremtidssikret investering, som vi er meget stolte af,” udtaler Martin Rauhe Pedersen, porteføljechef hos Sampension.

Ifølge Mie Møller, chefarkitekt hos Deas, oplever selskabet i disse år en stor efterspørgsel efter fleksible arealer, der kan tilpasses løbende, hvilket man har haft for øje under moderniseringen af Krystalhuset.

Indretningen bærer især præg af, at ejendommen skal rumme flere forskellige kontorer og brugere, der både har forskellige og skiftende arbejdsmønstre, viser meddelesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også