Ejendomsselskaber kaster sig over solcelleparker i nyt partnerskab

KP Invest og Raundahl & Moesby stifter selskabet Ænergy med Jysk Energi. Der skal sættes fart på udviklingen af solcelle- og hybridparker. Direktør kalder det ”et ideelt partnerskab.” 
Carsten Raundahl, adm. direktør hos Raundahl & Moesby, der sammen med KP Invest ejer halvdelen af Ænergy. Den resterende halvdel ejes af Jysk Energi. | Foto: Pr / Raundahl & Moesby
Carsten Raundahl, adm. direktør hos Raundahl & Moesby, der sammen med KP Invest ejer halvdelen af Ænergy. Den resterende halvdel ejes af Jysk Energi. | Foto: Pr / Raundahl & Moesby

Det vestjyske andelsselskab Jysk Energi vil sætte turbo under opførelsen af solcelle- og hybridparker, hvor der lige nu er 20 projekter på tegnebrættet.

Det skal gøres muligt med selskabet Ænergy, der er stiftet i samarbejde med ejendomsinvestoren KP Invest fra Herning og det aarhusianske entreprenørfirma Raundahl & Moesby.

Det skriver Jysk Energi i en pressemeddelelse.

”Vi ser ind i en fremtid, hvor EU-taksonomi og nødvendigheden af grøn omstilling sætter store krav til byggebranchen. Vi har længe haft en interesse i at komplimentere vores primære aktiviteter, og her har vi fundet et ideelt partnerskab, hvor vi får en aktiv rolle i den grønne omstilling uden at kompromittere vores grundforretning,” udtaler Carsten Raundahl, adm. direktør hos Raundahl & Moesby.

Jysk Energi entrerede markedet for energiparker i 2016 og startede opførelsen af sin første solcellepark i 2021. Nu har energiselskabet overført sin pipeline af solcelle- og hybridparker til Ænergy med forhåbningen om en mere skalerbar løsning.

Det er nemlig ikke økonomisk muligt for Jysk Energi at realisere samtlige projekter på egen hånd. Det gøres nu muligt med de nye partnere i Ænergy.

”Hos Jysk Energi vil vi gerne gå forrest i den grønne omstilling, og for at kunne skalere og realisere vores energiparker i pipelinen, skulle vi bruge en partner med samme vision. Dem har vi nu fundet, og vi ser frem til samarbejdet med KP Invest og Raundahl & Moesby, der har en lang erfaring med projektudvikling,” udtaler Jysk Energis adm. direktør Lars Naur i pressemeddelelsen.

Jysk Energi ejer halvdelen af Ænergy, mens KP Invest og Raundahl & Moesby tilsammen ejer den anden halvdel.

”Vi vil gerne bygge vedvarende energi projekter, og med en eksisterende pipeline af rettigheder samt vores egen erfaring fra byggebranchen, er samarbejdet om at skabe Ænergy en win-win,” udtaler Bo Knudsen, adm. direktør i KP Invest.

Morten Porse, der leder Jysk Energis afdeling for udviklingen af grønne energiparker, bliver adm. direktør i Ænergy.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også