Skovsgaards fætter begærede selskab konkurs efter stor nedskrivning

Selskab, der sidste år overtog en række af Jesper Skovsgaards tabsgivende ejendomsprojekter, burde være erklæret konkurs for længst, vurderer regnskabsekspert efter trecifret millionnedskrivning.
Den nordjyske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard har i årevis kørt på kanten økonomisk i sin koncern 2E Group, der i dag hedder TSG Group. | Foto: PR
Den nordjyske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard har i årevis kørt på kanten økonomisk i sin koncern 2E Group, der i dag hedder TSG Group. | Foto: PR

På et halvt år gik værdierne i selskabet RD 2021 fra små 220 mio. kr. til ingenting, inden det blev begæret konkurs af den tidligere ejer, den nordjyske byggematador Jesper Skovsgaards fætter, Peter Bersang Kristensen. Det skriver Nordjyske.

RD 2021, der ejer en række tabsgivende udviklingsprojekter, blev i september 2022 udskilt af Jesper Skovsgaards ejendomskoncern, TSG Group, og overdraget til Peter Bersang Kristensen. Det skete på den sidste dag i regnskabsåret 2021/2022.

Da årsregnskabet blev fremlagt i april 2023, var det med en afkræftede konklusion fra selskabets revisor, der mente, at ”kapitalandele i tilknyttede virksomheder” og ”tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder” var indregnet til en for høj værdi. Disse var samlet set opgjort til 216 mio. kr. i regnskabet.

Et halvt år senere indgav Peter Bersang Kristensen en egenbegæring om konkurs på vegne af selskabet, og her var regnskabsposterne pludselig nedskrevet til 0 kr., skriver Nordjyske, der har fået aktindsigt i konkursbegæringen. Selskabet gik på denne baggrund konkurs i oktober 2023.

Det vækker undren hos Lars Kiertzner, statsautoriseret revisor og ph.d. i regnskab. Han kan ikke se nogen grund til, at RD 2021 har fortsat driften gennem det meste af 2023.

”Det er svært at konkludere andet, end at selskabet skulle have været erklæret konkurs for længst. Mere teknisk udtrykt, vil jeg sige, at håbløshedstidspunktet senest blev passeret i april, da årsregnskabet blev offentliggjort,” siger Lars Kiertzner til Nordjyske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også