Pihl vender skuden: Tjener igen penge på driften

Overskudsgraden er igen i plus hos Pihl-koncernen, der samtidig har udsigt til et højt aktivitetsniveau i fremtiden med en pipeline på 2 mia. kr.
Hans Anker Nielsen har været adm. direktør for Pihl-koncernen siden 2016. | Foto: PR / Pihl Koncernen
Hans Anker Nielsen har været adm. direktør for Pihl-koncernen siden 2016. | Foto: PR / Pihl Koncernen

Trods svære markedsbetingelser i byggebranchen har entreprenørfirmaerne under Pihl-koncernen vendt bundlinjen fra røde til sorte tal, viser et nyt regnskab for 2022/2023.

Koncernen, der består af Pihl & Søn og LM Byg samlet under Pihl Holdings, afslutter regnskabsåret med en 1 pct. stigning i omsætningen, der dermed lander på 1,8 mia. kr. 

Resultatet før skat ender på 37 mio. kr., hvilket er en fremgang fra underskuddet på 6,5 mio. kr. i forrige regnskab.

Hans Anker Nielsen, adm. direktør i Pihl-koncernen, udtrykker tilfredshed med resultatet, set i lyset af et fortsat volatilt marked med store prisstigninger.

”Aktivitetsniveauet er højt, og der er stor passion og travlhed i hele koncernen, og vi kan med stolthed sætte endeligt punktum på flere flotte projekter, hvor vi har fuld fokus på at honorere vores aftaler om kvalitetsbyggerier til tiden,” lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

Overskudsgraden ender på 2 pct. mod minus 0,2 pct. i forrige regnskabsperiode.

Flere projekter i hus

I løbet af regnskabsåret har LM Byg afsluttet 57.200 kvm byggeri, heriblandt Hofors nye vandværk ved Thorsbro på 6600 kvm samt en ny energicentral til forsyningsselskabet. Derudover afleverede man også et 18.000 kvm produktionsanlæg til medicinalvirksomheden AGC Biologics. 

Selskabet afleverede også arkitektfirmaet Bjarke Ingel Groups nye hovedsæde i Nordhavn, der rejser sig 27 meter op i luften og fordeler sig på syv etager. Kontorbygningen har ifølge Bjarke Ingels, der også er medejer af Pihl-koncernen, ”skubbet grænserne for, hvad der kan gøres med beton.”

Hos det andet datterselskab, Pihl & Søn, har man afleveret 3000 kvm lager- og kontorbyggeri i to etager til Novo Nordisk i Kalundborg. I juni 2023 afleverede entreprenøren desuden et friplejehjem i Sorø til Nrep. 

Samtidig tilsluttede koncernen sig i regnskabsåret Paris-aftalen, der har som mål, at den globale opvarmning skal holdes et stykke under 2 grader med sigte på 1,5 grader.

Pipeline på 2 mia. kr.

Med en ordrebeholdning på 2 mia. kr. ser Pihl-koncernen ind i et endnu et år med fremgang på bundlinjen, til trods for at omsætningen ikke ventes at følge med.

Koncernen forventer, at det kommende regnskabsår vil byde på en omsætning i niveauet 1,4-1,5 mia. kr. samt at resultatet før skat ender med en stigning på mellem 2,5 og 3,5 pct.

Koncernen er desuden opmærksom på de geopolitiske forhold, rentestigninger, øgede prisstigninger og leveranceudfordringer, som kan få konsekvenser for indtjeningen og udbudsmængden af nye projekter. 

I regnskabsåret er datterselskaberne desuden flyttet til et nyt fælles hovedkontor i Taastrup, der ifølge direktøren giver fordele for hele koncernen: 

”Vi har skabt en effektiv og agil koncern, som er projektorienteret, og ved at være samlet under samme tag kan vi i endnu højere grad styrke vores kompetenceudvikling, udnytte synergier og kapacitet og samarbejde om den grønne omstilling på tværs af selskaberne, ” udtaler Hans Anker Nielsen.

Af kommende projekter fremhæver koncernen Nordø i Københavns Nordhavn. Her er datterselskabet Pihl & Søn i øjeblikket i gang med opførelsen af 70.000 kvm byggeri fordelt på fem byggefelter.

I foråret 2023 blev en boligblok på 85 luksusboliger og kontorhuset Porten færdiggjort og afleveret til PFA, som er bygherre på hele udviklingsprojektet. 

De resterende tre byggefelter; boligkarré, hotel og Spidsen bliver afleveret i løbet af efteråret og vinteren 2023, viser årsrapporten. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også