Nrep-ejet udvikler må sluge "giftigste cocktail": Omsætning falder en tredjedel

”Det har uden tvivl været et udfordrende år for koncernen,” fortæller Rasmus Friis, hvis projektudviklingskoncern, Tetriis, i 2022 gik markant tilbage på top- såvel som bundlinje.
Rasmus Friis, stifter og adm. direktør hos Tetriis. | Foto: PR
Rasmus Friis, stifter og adm. direktør hos Tetriis. | Foto: PR

Hos ejendomsudvikleren Tetriis, der for nylig føjede et i til sit navn, erklærer stifter og topchef Rasmus Friis sig ”virkelig stolt over,” at man kommer ud af 2022 med overskud. Derudover er der dog ikke meget at råbe hurra for i en koncern, hvor omsætningen falder en tredjedel til 439 mio. kr., og resultatet før skat med en fjerdedel til 14,2 mio. kr.

Det skriver Børsen.

Stigende renter, inflation og materialepriser gjorde livet surt for Tetriis Holding, der ud over udvikleren Tetriis dækker over entreprenøren Rasmus Friis A/S, og var ifølge den adm. direktør med til at skabe den ”giftigste cocktail” for branchen i det forgangne år, hvor kun tre af de forventede seks Agorahaver-boligprojekter blev rullet ud.

”Vi har haft øgede omkostninger på vores byggeri, uden at vores produkt kunne blive mere værd. Det har uden tvivl været et udfordrende år for koncernen,” lyder det fra Rasmus Friis, der etablerede Tetriis i 2008, og som for fire år siden fik Nrep med ombord som medejer.

Også i år er projekter blevet stoppet og udskudt, og hos Tetriis ledelsen, der i efteråret så sig nødsaget til at afskedige seks ansatte, forventer man ikke at kunne levere et overskud i samme niveau som sidste år, mens 2024 ifølge Rasmus Friis ser ud til at blive ”rigtig godt.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også