DSB indgår aftale med investortrio om samlet udvikling af Jernbanebyen
DSB går nu sammen med Nrep, Industriens Pension og Novo Holdings om udviklingen af de samtlige 365.000 kvm, der udgør Jernbanebyen i København. Det skriver Nrep i en pressemeddelelse.
Tilbage i 2021 købte trioen Nrep, Industriens Pension og Novo Holdings under navnet Baneby Konsortiet en 78.000 kvm stor andel fra det statslige Freja Ejendomme, mens DSB Ejendomsudvikling som den største grundejer i området ejer de resterende 80 pct. af arealet.
Med den nye joint venture-aftale samles hele udviklingsområdet mellem Vesterbro, Kgs. Enghave og Teglholmen under fælles ejerskab, når der er vedtaget en lokalplan for området.
”Med holdet bag udviklingen af Jernbanebyen formelt på plads er vi i fællesskab klar til det videre arbejde med at udvikle området bæredygtigt til gavn for København og københavnerne,” lyder det fra Søren Beck-Heede, adm. direktør hos DSB Ejendomsudvikling, i meddelelsen.
Morten Beck Jørgensen, ledende partner hos Novo Holdings, fortæller, at ”vi ser store muligheder i at samle udviklingen af Jernbanebyen i et fælles langsigtet partnerskab og vil bidrage aktivt til den fælles vision om at skabe en grøn bydel til København med stort fokus på bæredygtighed og sundhed.”
Nordanö og Kromann Reumert har fungeret som hhv. finansiel og juridisk rådgiver for DSB, mens Bruun & Hjejle har assisteret Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension, oplyser førstnævnte.
Jacob Kjær, partner og dansk landechef hos Nordanö, minder over for EjendomsWatch om, at DSB ifølge lovgivningen ”på intet tidspunkt kan indskyde penge – de kan kun indskyde grund og bygninger,” mens konsortiumpartnerne ud over arealet, som de købte af Freja, kan ”indskyde kapital til udvikling og hjemtage fremmedfinansiering.”
Nordanö-chefen understreger, at det heller ikke er tilladt for DSB at eje mere end halvdelen af det nyoprettede joint venture-selskab.
(Artikel opdateret kl. 13.15 med kommentar fra Nordanö.)