Nordstern skal stå for opførelsen af ny bydel i Storkøbenhavn

Totalentreprenøren og ejendomsudvikleren Nordstern, der tidligere hed Casa, skal opføre et nyt kommunalt sundheds- og beskæftigelseshus i den tidligere politistation på Fremtidsvej i Søborg.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune, der er bygherre på projektet, der består af 10.750 kvm nybyggeri og renovering samt et kælderareal på 600 kvm, taghaver på 350 kvm og en parkeringskælder på 3500 kvm.
Sundheds- og beskæftigelseshuset er en del af det nye byområde Budding Byport, der også består af et 6000 kvm privat byggeri med 35 seniorboliger og et kontordomicil, som Nordstern også opfører. Nordstern – der dengang hed Casa – købte denne del af projektet i 2021 med det formål selv at være slutbruger af kontorarealet.
”Nordstern har en central afdeling på Vandtårnsvej, så vi har allerede et godt anker i lokalområdet, som vi gerne vil udbygge. Det betyder alverden for os at få lov at bygge det nye sundheds- og beskæftigelseshus, både på grund af den centrale placering og fordi det styrker vores samarbejde med Gladsaxe Kommune,” udtaler Claus Møller, direktør for Nybyg Øst i Nordstern, i pressemeddelelsen.
Det nye sundheds- og beskæftigelseshus, der er tegnet af Henning Larsen Architects, forventes færdigt i 2025.
Relaterede artikler:
Casa og KPC har fået nyt fælles navn
For abonnenter