Heimstaden indgår aftale med lokal partner: Vil opføre Aarhus-bydel til 15.000 beboere

En ny bydel med op imod 8000 boliger vil de kommende år materialisere sig i Marienlyst ved Aarhus, og nu har den lokale udvikler Stadt slået pjalterne sammen med Heimstaden. Ifølge manden bag milliardprojektet, Jens Stausholm, har den tunge kapitalpartner ”de samme drømme for området som os.”
Visionen med Marienlyst-projektet er ifølge parterne bag "at skabe en grøn bydel, der vokser i tæt samhørighed med naturen, hvor skovområder og naturområder vil indgå som bærende og attraktive elementer i byudviklingen." | Foto: PR-visualisering / Stadt
Visionen med Marienlyst-projektet er ifølge parterne bag "at skabe en grøn bydel, der vokser i tæt samhørighed med naturen, hvor skovområder og naturområder vil indgå som bærende og attraktive elementer i byudviklingen." | Foto: PR-visualisering / Stadt

Et joint venture mellem ejendomsselskabet Heimstaden og udvikleren Stadt skal i løbet af ti års tid kaste en ny bydel med 15.000 indbyggere af sig i Marienlyst fem km nordvest for det centrale Aarhus. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Det 1,2 mio. kvm store naturområde ligger mellem Skejby og Tilst og skal over tid lægge jord til op imod 8000 boliger, hvoraf Heimstaden og Stadt vil tage sig af omkring halvdelen.

Marienlyst-projektet, der alt i alt løber op i ca. 300.000 byggeretsmeter, består af ejer-, leje- og andelsboliger såvel som almene boliger.

”Heimstadens vision er at skabe tidssvarende boliger med omtanke for både beboere, bomiljøet og de bysamfund, som omgiver de enkelte ejendomme. Stadts vision om at skabe meningsfulde fællesskaber tapper rigtigt fint ind i vores værdisæt,” siger Christian Fladeland, investeringsdirektør hos Heimstaden, i meddelelsen og fortsætter:

”Med så stort og ambitiøst udviklingsprojekt, er det vigtigt for os at have en lokal forankret partner, og Stadt er Aarhus-folk helt ind til benet.”

Jens Stausholm, adm. direktør i Stadt, fortæller, at man i Heimstaden har fundet en partner, ”der har de samme drømme for området som os.”

”Heimstaden brænder ikke bare for at skabe bæredygtige og gennemtænkte boliger; de er også en stærk kapitalpartner, der har stor erfaring med drift af ejendomme. Med Heimstaden som langsigtet partner, kan vi sætte ambitionsniveauet endnu højere,” lyder det fra den aarhusianske erhvervsmand og ejendomsinvestor.

Det økonomiske omfang af projektet afsløres ikke, men der blev sidste år nævnt et beløb omkring de fire milliarder.

Erhvervsmand vil opføre hel bydel i Aarhus

Heimstaden udvider med kontor i Aarhus og flere ansatte

Heimstaden køber projekt med 248 boliger i Aarhus for stort trecifret millionbeløb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også