EjendomsWatch

Casa leverer rekordomsætning i første halvår og sigter mod de 3 milliarder

Omsætningen hos den nu tysk-ejede Casa-koncern overgik i første halvår af 2021 samme periode sidste år med 300 mio. kr., mens bundlinjen spurtede forbi de 100 mio. kr. før skat. "Casa har aldrig stået så klar til yderligere vækst, som vi gør nu," fortæller adm. direktør.

Ifølge adm. direktør Torben Modvig er Casa "bundsolid på alle parametre." | Foto: PR / Casa

Entreprenør- og udviklingskoncernen Casa, der i sommer blev opkøbt af den tyske kapitalfond ActivumSG, havde i halvåret forinden leveret en rekordomsætning på knap 1,4 mia. kr.

Tallet overgår samme periode i 2020 med 300 mio. kr., og fra ledelsens side forventer man en omsætning for hele året på op imod 3 mia. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fra den 15 år gamle virksomhed.

Resultatet før skat landede på 114 mio. kr. mod 66 mio. kr. halvåret forinden. Soliditetsgraden faldt i samme periode fra 35,1 til 30,2 pct.

"Vi er stolte over, at vi i første halvår kan øge de fine resultater, vi har set i de forgangne år. Casa har aldrig stået så klar til yderligere vækst, som vi gør nu, og ambitionerne er store," siger Torben Modvig, adm. direktør hos Casa, i meddelelsen.

I halvårsrapporten kalder topchefen virksomheden Casa for "bundsolid på alle parametre."

Af igangværende projekter nævner Casa selv udviklingsområdet Kirkebjerg på den københavnske vestegn, hvor man står for opførelsen af knap 700 boliger. Casa har en erklæret målsætning om, at 95 pct. af virksomhedens byggerier skal være bæredygtighedscertificerede i 2023.

"Med en fortsat solid ordrebeholdning og en stærk pipeline ser Casa frem mod et godt 2021, hvor omsætningen forventes at blive noget højere end i 2020 og indtjeningen fastholdt på et tilfredsstillende niveau," lyder det i halvårsrapporten.

Ved udgangen af juni beskæftigede Casa 237 medarbejdere.

Tysk kapitalfond køber Casa 

Ny Casa-direktør: "Selskabet er i gang med en meget spændende udvikling"

Casa skal renovere 15.000 kvm almene boliger på Sjælland

Casa lander bedste resultat nogensinde – muligt nyt ejerskab kan åbne dør til udlandet 

Mere fra EjendomsWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier