Hovedparten af 20 nye nærpolitistationer åbner inden nytår

Både mandag og tirsdag slår nye nærpolitistationer dørene op. Det sker i Esbjerg, Aars og Brønderslev.
Foto: Frank Cilius
Foto: Frank Cilius
AF RITZAU

Både på Fyn og i Jylland er der blevet klippet snore over for at markere åbningen af en ny nærpolitistation. Senest har en station i Esbjerg mandag slået dørene op for første gang, mens der tirsdag bliver åbnet i Aars og Brønderslev.

I løbet af efteråret og vinteren kommer turen til en stribe byer i hele landet som følge af et forlig, som betyder oprettelsen af 20 nye nærpolitistationer.

Langt de fleste åbner inden nytår, mens de sidste ventes at følge i begyndelsen af 2022, oplyser Justitsministeriet. Kun en enkelt er sat til først at åbne "ultimo 2022". Det drejer sig om en station i Korsør.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) skal de nye stationer sikre nærhed og tryghed lokalt.

"De seneste år har Danmark bevæget sig et sted hen, hvor meget er blevet centraliseret, for det har regneark vist som en god forretning. Men man har tabt nærhed, tryghed og fornemmelsen af, hvad der foregår. Det vil vi gerne give tilbage," siger han.

Nærpolitistationerne er en del af politiforliget, der blev indgået i december sidste år. Stationerne vil få samlet 150 betjente til rådighed målt i årsværk.

Stationerne skal have åbent i 15 timer om ugen, så borgerne kan henvende sig fysisk.

Idéen om de 20 nærpolitistationer med åbningstider blev kritiseret, da den blev offentliggjort. I en artikel i Berlingske sagde formændene for 11 af 12 politiforeninger, at de ikke så politifaglige grunde til tiltaget.

De pegede i stedet for behovet for mere personale til den generelle politiindsats i stedet for at "binde flere folk til mursten". Men den kritik er forfejlet, mener Nick Hækkerup.

"Det ville være relevant, hvis folkene blev taget fra andet politiarbejde. Men dansk politi vokser med 450 ekstra betjente. 100 af dem bruges til at bemande nærpolitistationer. Så der bliver ikke taget fra nogen."

"Betjentene sidder jo ikke bag lukkede døre i de øvrige timer. Der vil de være ude på skoler, til byfester eller i områder, hvor der er utryghed eller skal gennemføres efterforskning," siger ministeren.

Nærpolitistationerne er blevet placeret efter kriterier om geografi og kriminalitet.

"Der er nogle områder, som er hårdere ramt af kriminalitet end andre. Så det er klart, at når vi kigger på, hvor vi skal sætte ind, er det vigtigt at få flere politifolk der."

"Vi har lagt stationerne der, hvor vi tror, at de kan gøre mest nytte, og hvor nærheden har lidt et knæk," siger Nick Hækkerup.

Planen for åbning er foreløbig. Ministeriet tager derfor forbehold for, at der kan ske ændringer.

20 danske byer kan se frem til at få deres egen politistation 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også