Folketinget giver 161 milliarder til bedre veje og nye jernbaner

Alle Folketingets partier står bag aftale om blandt andet udbygning af motorveje frem mod 2035. Ny forbindelse til Frederikssund sættes dog først i gang om fem år.
Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund skal ikke længere være betalingsbro, fremgår det af bred politisk aftale. Men først i 2026 går sidste etape af motorvejsforbindelsen mod København i gang. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund skal ikke længere være betalingsbro, fremgår det af bred politisk aftale. Men først i 2026 går sidste etape af motorvejsforbindelsen mod København i gang. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der skal bygges en tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg, og der skal investeres flere penge i eksisterende motorveje nær hovedstaden, på Fyn og i Jylland.

Det er blandt punkterne i en ny infrastrukturaftale, der er blevet fremlagt mandag formiddag i Finansministeriets gård.

Et samlet Folketing står bag aftalen.

"Vi har i dag vedtaget en historisk bred og ambitiøs plan på 160 milliarder kroner for Danmarks infrastruktur, så færre danskere i fremtiden skal opleve kø og ventetid," siger finansminister Nicolai Wammen (S).

I aftalen bliver der fremlagt projekter for omkring 161 milliarder kroner over de næste 14 år inden for kollektiv trafik, veje og støjværn.

Ved at inddrage nødsporet på Motorring 3 ved København kan kapaciteten udvides.

Ifølge Finansministeriet bliver der brugt mere end 86 milliarder kroner på kollektiv trafik, heraf godt halvdelen til nye investeringer såsom nye letbaneløsninger og metrolignende S-togsdrift i København.

Cirka 64 milliarder kroner er dedikeret anlæg af veje, så trængselsudfordringer kan løses.

Blandt andet afsættes der penge til at udvide motorvejen E45 mellem Aarhus N og Kolding, ligesom E20 Fynske Motorvej syd om Odense og Ring 4 ved København udvides.

Ikke alle projekter går i gang med det samme, pointerer transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

"Vi havde gerne set, at nogle af de vigtige vejprojekter havde startet før. For eksempel Frederikssundsmotorvejen, hvor det først begynder i 2025," siger han på pressemødet.

Tre milliarder kroner skal gå til at bekæmpe trafikstøj, og det skal især ske med støjskærme i særligt støjbelastede områder.

Alle parter behøver ikke at være enige om at gennemføre alle projekterne i aftalen, men der skal være flertal for hvert enkelt projekt.

Eksempelvis står Enhedslisten og Alternativet uden for alle vejprojekter, mens SF ikke støtter planen om en tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm.

SF-formand Pia Olsen Dyhr fremhæver til gengæld, at der bruges tre milliarder kroner til nye initiativer, der skal få flere til at tage cyklen.

"Det er vigtigt, at vi også tænker på nye cykelstier, når vi tænker nye veje," siger hun.

Den nye aftale ligger tæt op ad både det udspil, som regeringen fremlagde i april i år, og det, som den tidligere blå regering foreslog i foråret 2019.

Historisk aftale om infrastruktur på plads 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også