Københavnsk tegnestue skal lave skole om til boliger som del af Core Property-projekt

KHR Architecture har fået rådgiveransvaret for at omdanne den bevaringsværdige Gråbrødre Skole i Roskilde til mere end 4000 kvm lejeboliger under navnet Gråbrødre Hus. Skolen fra 1930 blev tidligere i år købt af fonden Core Bolig X under Core Property Management, og projektet inkluderer også nybyggeri.
Visualisering af boligprojektet Gråbrødre Hus i det centrale Roskilde. | Foto: KHR Architecture
Visualisering af boligprojektet Gråbrødre Hus i det centrale Roskilde. | Foto: KHR Architecture

Københavnske KHR Architecture skal være med til at forvandle Gråbrødre Skole i domkirkebyen Roskilde til lejeboliger. Boligerne kommer til at fylde 4500 kvm, og projektet inkluderer desuden nybyggeri og udeareal, skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.

Ifølge Janina Zerbe, arkitekt og kreativ partner hos KHR Architecture, er der tale om "en rigtig spændende opgave, hvor den smukke gamle bygnings nyklassicistiske identitet danner afsættet for et nyt samlet hele."

"Vi har arbejdet intenst med bæredygtighed og skabt en helhedsløsning, hvor indre og ydre rum, gammelt og nyt, smelter sammen til et inspirerende boligmiljø for de fremtidige lejere," siger Janina Zerbe i meddelelsen

Hun tilføjer, at der nu blot mangler "de sidste godkendelser fra kommunen," før byggeriet på den over 90 år gamle skolegrund kan begynde. Planen er, at boligprojektet får bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld såvel som Platin.

Som EjendomsWatch skrev i sidste måned, har Roskilde Kommune solgt den centralt beliggende skole for 60 mio. kr. til Core Bolig X, der er en ejendomsfond under fondsforvalteren Core Property Management. Dertil kommer byggeretter for 29 mio. kr.

"Jeg er selv fra Roskilde og det her er virkelig et projekt, der ligger mit hjerte nært, og som jeg glæder mig umådeligt til at føre ud i livet," lyder det fra John Bødker, direktør i Core X.

"Gråbrødre Skole bliver til Gråbrødre Hus med cirka 50 lejeboliger på 60-110 kvadratmeter omgivet af et grønt gårdmiljø. Samtidig bor man centralt ved både station og gågademiljø, så jeg kan sagtens forstå, at der allerede nu er mange, som kontakter mig for at lægge billet ind på en bolig."

KHR Architecture, der blev grundlagt i 1946, står bl.a. bag Københavns Universitet Amager (KUA), Ørestad Skole og Bang & Olufsens domicil.

Core Property køber skole i Roskilde og opfører 4500 kvm boliger

Ejendomsinvestor fra Aarhus vinder igen kommunalt udbud om boliger ved Roskilde

Core Property vinder ordre: Skal bygge seniorboliger

KHR Architecture bliver del af offensiv mod skoler i Berlin og indleder tysk ekspansion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også